Fodbold

Arsenal slår egen transferrekord ved køb af ivoriansk stjerne

Ivorianeren Nicolas Pepe er Arsenals dyreste indkøb nogensinde. Han skifter fra Lille efter successæson.

Premier League-storklubben Arsenal har torsdag sprængt banken ved at købe den ivorianske kantspiller Nicolas Pepe fra franske Lille.

Det skriver Arsenal på sin hjemmeside.

Den eksakte pris på den 24-årige kantspiller er ikke oplyst. Ifølge Sky Sports og BBC er prisen 72 millioner pund, hvilket svarer til 590 millioner kroner. Det er London-klubbens dyreste indkøb nogensinde.

Nicolas Pepe har fået en kontrakt, der strækker sig fem år ud i fremtiden.

Arsenal-manager Unai Emery er sikker på, at han har fået en klar forstærkning til sit mandskab.

- Nicolas er en højtskattet og talentfuld kantspiller, som mange europæiske topklubber har været ude efter. Det har været et af vores mål at skrive kontrakt med en dygtig kantspiller i sommerens transfervindue, og jeg er meget glad for, at vi nu har gjort det.

- Han vil tilføje fart, power og kreativitet, som skal hjælpe os til at score flere mål, siger Emery.

Nicolas Pepe var et stort aktiv for Lille i den forgangne sæson. Han scorede 22 ligamål i 38 kampe og hjalp klubben til en andenplads i Ligue 1. Han ser nu frem til nye udfordringer.

- Det er et meget emotionelt øjeblik for mig at være her, for det har ikke været let at nå hertil. Jeg er kommet langt, jeg har kæmpet, og det en kæmpe belønning at skrive under med så stor en klub, siger Nicolas Pepe ifølge Arsenal.

Lille købte ham i Angers for to år siden. Dengang betalte Lille angiveligt 75 millioner kroner for venstrefodede Nicolas Pepe.

Den nu tidligere transferrekord i Arsenal tilhørte den lynhurtige angriber Pierre-Emerick Aubameyang. Da Arsenal købte ham i Dortmund i januar 2018, kostede han cirka 470 millioner kroner.