Dansker i fodsporene på store Chelsea-stjerner

16x9
Andreas Christensen får nyt trøjenummer i Chelsea. Foto: Eddie Keogh / Ritzau Scanpix

Andreas Christensen er blandt de Chelsea-spillere, der har fået nyt nummer til den kommende sæson.

I den nye sæson skal CHRISTENSEN printes henover et særligt nummer på den kongeblå Chelsea-trøje.

Den danske landsholdsspiller skifter nummer 27 ud med nummer 4. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Det er ikke kun et ærefuldt nummer for mange centerforsvarer – det er også et nummer, flere store stjerner har båret i Chelsea. Dermed kan Christensens nye trøjenummer ses som en form for forfremmelse.

Cesc Fàbregas, David Luiz, Claude Makélélé og Juan Sebastián Verón er de seneste spillere, der har haft 4-tallet på ryggen i Chelsea.

Derudover har Jes Høgh og Jakob Kjeldbjerg også båret nummeret for Chelsea, ligesom den hollandske stjerne Ruud Gullit og den berygtede forsvarsspiller Vinnie Jones blandt andre har gjort det.

Jes Høgh spillede for Chelsea fra 1999 til 2001.
Jes Høgh spillede for Chelsea fra 1999 til 2001. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Danmark
Jakob Kjeldbjerg spillede i Chelsea fra 1993 til 1997.
Jakob Kjeldbjerg spillede i Chelsea fra 1993 til 1997. Foto: Scanpix Denmark

Ny manager og nye trænere

Trøjenummeret er ikke den eneste ændring for Andreas Christensen, der lørdag spiller sommerens sidste testkamp mod sin tidligere klub Borussia Mönchengladbach.

Også uden for linjerne er der ændringer i Chelsea. Klubbens tidligere midtbaneprofil Frank Lampard er blevet manager, og han har ført en række af klubbens ungdomstrænere med op omkring førsteholdet. For Andreas Christensens vedkommende er det et gensyn med flere trænere samt Lampard, der stadig var aktiv, da ’AC’ kom til Chelsea.

- Det har været en god opstart. Jeg kender alle de nye trænere, og jeg har trænet lidt med chefen. I min sidste U23-sæson med Dermot Drummy kom Jody Morris til, og Joe Edwards havde jeg som træner på ungdomsholdet. Chris Jones har jo også været her for nylig, siger Andreas Christensen til Chelseas hjemmeside.

I sidste sæson spillede Andreas Christensen blot 8 ud af 38 kampe i Premier League. Derudover blev han brugt i cupturneringer og Europa League, hvor han var med til at sikre Chelsea titlen. Forrige år spillede ’AC’ 27 ligakampe.

Chelsea tager hul på den nye Premier League-sæson den 11. august på udebane mod Manchester United.