Fodbold

Barcelona-boss: Neymar-køb er udelukket lige nu

Neymar kommer ikke til Barcelona, selvom rygterne ellers har sendt ham retur til klubben.

Vicepræsident Jordi Cardoner fortæller, at Barcelona ikke er i dialog med PSG om et køb af Neymar.

En genforening mellem FC Barcelona og den brasilianske angriber Neymar er ikke nært forestående.

Den 27-årige brasilianer skiftede for to år siden fra Barcelona til Paris Saint-Germain, hvor han angiveligt er blevet utilfreds og ønsker sig tilbage til den spanske storklub.

Barcelonas vicepræsident Jordi Cardoner afviser over for spansk TV3, at en handel er tæt på.

- Som det ser ud i dag, så er der ingen Neymar-sag. Som vores præsident har sagt, så er det kompliceret, siger Cardoner ifølge Sky Sports til tv-stationen.

- Vi følger passivt med fra sidelinjen. Vi ved, at han ikke er glad i Paris, og det er en situation, der skal løses i Paris.

- Vi har ikke talt med dem. Der er stor respekt mellem de to klubber, og hvis der en dag er en Neymar-sag, så taler vi sammen. I dag - lige nu - er det udelukket, siger vicepræsidenten.

Da PSG i sommeren 2017 hentede Neymar i Barcelona var prisen ifølge flere internationale medier på 222 millioner euro (1,6 milliarder kroner). Dermed var det historiens største handel.