Rooney vender tilbage til engelsk fodbold

16x9
Wayne Rooney fik sidste år en afskedskamp for det engelske landshold. Foto: Ian Kington / Ritzau Scanpix

Til nytår er Wayne Rooney færdig med at spille i USA. Englænderen skifter til Derby County i hjemlandet.

Den engelske fodboldstjerne Wayne Rooney er snart færdig med at spille i den nordamerikanske fodboldrække Major League Soccer.

Til nytår bytter han amerikanske DC United ud med engelske Derby County fra den næstbedste række. Han har fået en kontrakt på halvandet år i Derby, og der er en option i kontrakten, der kan gøre den et år længere.

Det skriver Derby på sin hjemmeside.

Derby får ikke kun gavn af angriberens evner inde på banen. Planen er også, at han får en rolle i trænerstaben som en del af forberedelserne på en eventuel managerkarriere, når han stiller støvlerne på hylden.

33-årige Rooney ser frem til skiftet.

- Jeg er meget begejstret for at få den mulighed, som Derby vil give mig. Jeg ser frem til at blive forenet med Phillip Cocu (Derbys manager, red.), hans trænerstab og førsteholdsspillerne fra januar. Jeg er sikker på, at jeg kan yde et stort bidrag, siger Wayne Rooney.

Han lover samtidig, at han vil gøre alt for at afslutte sin forholdsvis korte karriere i MLS med succes.

Han skiftede sidste sommer fra hjerteklubben Everton til DC United. Den amerikanske klub havde egentlig papir med Rooney frem til udgangen af 2021, men er gået med til at lade englænderen gå.

- Efter at have talt med Wayne for at forstå hans svære situation ved at være så langt væk fra hans familie, har vi accepteret, at det her er den bedste beslutning for alle parter, siger Steve Kaplan og Jason Levien, der deles om formandsposten i DC United.

Derby-manager Phillip Cocu ser frem til samarbejdet.

- Der er et spændende perspektiv i at få ham til Derby, og han kan give truppen meget på og uden for banen. At få en spiller med hans lederegenskaber, fodboldevner, erfaring, karakter og arbejdsradius bliver en stor gevinst for os, siger Cocu blandt andet.

Fra 2004 til 2017 spillede Wayne Rooney for Manchester United.

Han har spillet 120 landskampe og scoret 53 mål for England, hvilket gør ham til den mest scorende engelske landsholdsspiller gennem tiderne.