Fodbold

Skive direkte videre i pokalen - modstandere skal til Smukfest

Smukfest finder sted i denne uge i Skanderborg (ARKIVFOTO).

Skive IK har fået en skrivebordssejr på 3-0, fordi pokalmodstanderne ikke kan stille hold.

1. divisionsklubben Skive IK er videre til anden runde i pokalturneringen uden kamp.

Torsdag skulle de i første runde ellers have mødt Jyllandsserieholdet Lystrup IF, men en holdleder meddelte Skive tirsdag formiddag, at de ikke kan stille hold.

Det ikke er noget, vi bryder os om at se

Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen

Årsagen er, at en stor del af truppen skal til festivalen Smukfest i Skanderborg i denne uge.

Det har Skives sportschef, Rasmus Brandhof, meget svært ved at forstå.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt, og det sagde jeg også til ham (holdlederen, red.). Det er simpelthen for ringe, siger Brandhof til Skive Folkeblad.

Avisen har været i kontakt med Lystrups træner, John Stolze Madsen, der ikke vil bekræfte, at afbuddene decideret skyldes Smukfest.

- Jeg kan ikke vide, om det er Smukfest, der er begrundelsen for spillernes afbud, men det er da ikke usandsynligt, siger han til Skive Folkeblad.

Han fortæller, at hans skøn var, at han ikke var i stand til at stille et hold til pokalkampen, og at det var hans beslutning at melde afbud.

Kan få konsekvenser for Lystrup

Afbuddet kan ende med at få konsekvenser for Lystrup. Det siger turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, til bold.dk, efter at han forgæves har forsøgt at få fat i Lystrup i "to-tre timer".

- Det er som sagt sjældent set, og det er i så fald en sag for Fodboldens Disciplinærinstans, men jeg kan godt bekræfte, at det ikke er noget, vi bryder os om at se i den afsluttende del af turneringen, siger Ebbesen.

Sidste år nåede Skive til anden runde i pokalturneringen, hvor de røg ud til en anden aarhusiansk klub Viby IF.

Op til denne sæson rykkede Skive op i 1. division. Efter to kampe har de fire point. Søndag gælder det Fremad Amager på udebane.