Wind vipper FCK tættere på Champions League

16x9
Jonas Wind (th) bliver tiljublet efter sin frække udligning. Foto: Pedja Milosavljevic / Ritzau Scanpix

På et straffespark i slutningen af anden halvleg sørgede Jonas Wind for 1-1 ude mod Røde Stjerne.

FC København tog tirsdag et stort skridt mod gruppespillet i Champions League.

I en larmende og medlevende kulisse i Beograd fik det danske mesterhold 1-1 mod Røde Stjerne i de første opgør mellem de to klubber.

Ti minutter før slutfløjt sørgede Jonas Wind for et fremragende udgangspunkt før returmødet i København i næste uge med en scoring på straffespark.

Elegant lobbede den 20-årige angriber bolden i mål, efter at han havde fintet den serbiske målmand til at kaste sig til siden.

Alt tydede ellers på, at danskerne skulle rejse hjem med et smalt nederlag, efter at hjemmeholdets Milan Pavkov havde bragt serberne i front et minut før pausen på en lidt heldig scoring.

Røde-stjerne-angriberen ramte Victor Nelson på benet, så afslutningen gik i en bue over Sten Grytebust i FCK-målet.

De serbiske værter havde et mindre overtag i første halvleg, men de københavnske gæster var godt organiseret og tillod ikke mange chancer.

Røde Stjerne-spillerne blev presset til at skyde udefra, og det var som oftest ganske ufarligt.

Heller ikke FCK med Dame N'Doye og målscorer Wind i front formåede at skabe det store fremme på banen, og det havde derfor været mest optimalt for københavnerne at kunne gå til pause med 0-0.

I anden halvleg spillede de danske gæster sig tættere på mål - dog fortsat uden at få afsluttet angrebene.

Spillet gik for langsomt, og værternes forsvarere havde lidt for nemt ved at komme i vejen.

Trods den massive og konstante opbakning fra det serbiske publikum blev det også kun til sporadiske chancer til Røde Stjerne, der på ingen måde er nogen skræmmende modstander.

På intet tidspunkt evnede serberne at sætte FCK under et vedvarende pres i en på mange parametre jævnbyrdig forestilling.

I stedet lykkedes det nyankomne Pep Biel, der blev skiftet ind i stedet for Viktor Fischer midtvejs i anden halvleg, at fremtvinge et straffespark i det 83. minut.

Det blev iskoldt udnyttet af Jonas Wind, der sørgede for et fremragende udgangspunkt før returkampen.

Den samlede vinder skal møde schweiziske Young Boys i to kampe om en plads i Champions Leagues gruppespil.

Taberen overgår til Europa League, og en duel mod HJK Helsinki eller Riga FC om en plads i Europas Leagues gruppespil.