Steven Gerrard køber ikke FCM-træners påstand

16x9
Steven Gerrard under Rangers' Europa League-kvalifikationskamp mod Progrès Niederkorn på Ibrox i Glasgow 25. juli 2019. Foto: Lee Smith / Ritzau Scanpix

Der ligger altid et vist pres på spillere og trænere, der repræsenterer Rangers FC, lyder det fra skotternes træner.

Liverpool-ikonet Steven Gerrard er i Danmark, da hans nuværende klub, Rangers FC, torsdag aften møder FC Midtjylland i tredje runde af kvalifikationen til Europa League.

Forud for Rangers' pressemøde på MCH Arena havde de danske vicemestres træner Kenneth Andersen lagt favoritværdigheden over på skotterne, men den købte Gerrard ikke.

- Jeg er ikke interesseret i at høre, hvad deres træner mener og heller ikke i diverse gæt på resultatet, sagde Steven Gerrard.

- Han forsøger at lægge pres på os, men man kan ikke presse hverken mig eller holdet mere, for når man repræsenterer Rangers, ligger der altid et vist pres på en.

Har styr på FCM's styrker

Den 39-årige Rangers-træner er ankommet til det midtjyske yderst velforberedt. Han har således helt styr på FC Midtjyllands styrker.

- Jeg ved, de er gode på dødbolde, og så har de flere brasilianske spillere, som er gode teknisk, lød det fra Gerrard på pressemødet ifølge TV MIDTVEST.

- Vi har selvfølgelig en masse respekt for FCM, men vi har selvtillid og tiltro til, at vi kommer til at få et godt resultat.

FC Midtjylland er kommet i gang med superligasæsonen med fire etmålssejre. Søndag tog Rangers hul på sæsonen i den skotske Premiership med en 2-1-sejr over Kilmarnock.

Der er kampstart i Herning klokken 20.00.