Schöne-skifte til Genoa overrasker ekspert

16x9
Lasse Schöne skal fremover tørne ud for Genoa i den italienske Serie A. Foto: Piroschka Van De Wouw / Ritzau Scanpix

Efter 14 år i hollandsk fodbold skifter Lasse Schöne til italienske Genoa. Et skifte, der kommer bag på TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne skifter Æresdivisionen ud med Serie A.

33-årige Schöne har tilbragt de seneste syv sæsoner i Ajax Amsterdam, og et skifte væk fra Holland havde TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen ikke set komme.

- Det overrasker mig, fordi han hele sin karriere har spillet i Holland. Han har en hollandsk kone, og hans børn er vokset op i Holland, siger Kasper Lorentzen.

- Han er i slutningen af sin karriere. Tidligere i transfervinduer har man tænkt, at han muligvis kunne skifte, men har ikke gjort det, fordi han muligvis bare ville blive i Holland med sin familie.

En ny udfordring inden karrieren slutter

Lørdag sad danskeren på bænken i hele kampen, da Ajax spillede 2-2 i sæsonens første ligakamp mod Vitesse.

I Super Cup-sejren over PSV Eindhoven i sidste uge spillede Schöne blot en halv time, og en udsigt til færre spilminutter kan også have spillet ind i forbindelse med klubskiftet.

- Det har set ud til i slutningen af sidste sæson og nu også i starten af denne sæson, at han langsomt glider ud af holdet, fordi han er blevet ældre, og Ajax satser på de unge spillere, som de altid har gjort.

- Han kunne ligeså godt sidde i Ajax og være den voksne, der hjalp de unge på vej, sad på bænken og så en gang imellem kom ind. Men han tager en ny udfordring, og han tænker, han skal prøve det nu, inden karrieren er slut, siger Kasper Lorentzen.

'Havde passet bedre ind i spansk fodbold'

I Genoa bliver Lasse Schöne holdkammerat med en anden dansk midtbanespiller i form af Lukas Lerager.

Men ifølge Kasper Lorentzen er Serie A ikke den liga, der på papiret passer bedst til Schönes kvaliteter.

- Jeg havde set ham passe bedre ind i spansk fodbold, hvor italiensk nogle gange kan være mere taktisk og defensivt. Det er spændende at se, om det er noget, der kommer til at passe ham, fordi vi har set mange danskere drukne i italiensk fodbold og ryge retur med det samme.

- Men selvfølgelig kan det altid give ham noget at komme til en anden kultur og en anden liga, som er et skridt op, slår fodboldeksperten fast.

Schöne: Uventet for mange

Lasse Schöne har skrevet under på en toårig kontrakt med Genoa, og han glæder sig til at komme i gang.

- Det var uventet for mange, og det var det også for mig for et par uger tilbage, men hele pakken passer til mig og familien.

- Spillemæssigt tror jeg, at jeg ligger godt til den måde, der bliver spillet fodbold på. Vi vil prøve at bygge op og spille fodbold. Hele eventyret omkring er utrolig spændende, fortæller han til TV 2 SPORT.

Schöne er den anden dansker, som forlader Ajax denne sommer. Tidligere har også Rasmus Nissen forladt den hollandske klub til fordel for østrigske Red Bull Salzburg.