Transfervinduet er lukket i England: Få overblikket over de største handler

16x9
Romelu Lukaku, Giovani Lo Celso og David Luiz er blandt de spillere, der blev solgt på deadline day. Foto: Ritzau Scanpix

Transfervinduet i engelsk fodbold lukkede torsdag klokken 18. Her kan du få et overblik over de største handler og de spillere, der stadig rygtes væk.

Klokken 18 dansk tid lukkede transfervinduet i England, og derfor kan Premier League-holdene nu ikke længere købe spillere.

Dog kan de engelske klubber fortsat sælge spillere, da eksempelvis La Liga, Serie A og Bundesligaen fortsat kan købe og sælge spillere frem til starten af september.

- Transfervinduet er et cirkus, som tilfører dynamik og spænding til fodboldindustrien. Klubber og ligaer har fået en interessant platform, hvorpå de kan understrege charmen ved den her uforudsigelige x-faktor, som også er forbundet med transfervinduet, siger fodboldøkonom Kenneth Cortsen til TV 2 SPORT.

Vi har samlet de største transfers herunder samt rygterne om de største navne, der endnu ikke har fundet en ny klub.

Bemærk, at transfervinduet i England er lukket, men at der kan være handler, der er indgået inden da, som fortsat ikke er offentliggjorte. Listen vil løbende blive opdateret.

De største handler denne sommer

Herunder kan du finde et overblik over de største handler, der er faldet på plads, inden det engelske transfervindue lukkede.

Beløbene er hentet på statistikhjemmesiden Transfermarkt, og de er angivet i danske kroner.

Til og fra engelske klubber

  • Eden Hazard, Chelsea til Real Madrid (746 millioner)
  • Harry Maguire, Leicester til Manchester United (650 millioner)
  • Nicolas Pepe, Lille til Arsenal (597 millioner)
  • Romelu Lukaku, Manchester United til Inter Milan (560 millioner)
  • Rodri, Atlético Madrid til Manchester City (522 millioner)
  • Tanguy Ndombele, Lyon til Tottenham (448 millioner)
  • Giovani Lo Celso, Real Betis til Tottenham (445 millioner)
  • Aaron Wan-Bissaka, Crystal Palace til Manchester United (410 millioner)
  • Mateo Kovacic, Real Madrid til Chelsea (336 millioner)
  • Alex Iwobi, Arsenal til Everton (247 millioner)
  • Ryan Sessegnon, Fulham til Tottenham (218 millioner)
  • Moise Kean, Juventus til Everton (201 millioner)
  • Dennis Praet, Sampdoria til Leicester (170 millioner)
  • Kieran Trippier, Tottenham til Atlético Madrid (164 millioner)
  • David Luiz, Chelsea til Arsenal (70 millioner)
  • Ander Herrera, Manchester United til Paris Saint-Germain (fri transfer)
  • Aaron Ramsey, Arsenal til Juventus (fri transfer)
  • Dani Ceballos, Real Madrid til Arsenal (leje)
  • Alvaro Morata, Chelsea til Atlético Madrid (leje med købsoption)

Internationale handler

  • Joao Felix, Benfica til Atlético Madrid (940 millioner)
  • Antoine Griezmann, Atlético Madrid til Barcelona (895 millioner)
  • Matthijs de Ligt, Ajax til Juventus (638 millioner)
  • Lucas Hernandez, Atlético Madrid til Bayern München (597 millioner)
  • Frenkie de Jong, Ajax til Barcelona (560 millioner)
  • Luka Jovic, Frankfurt til Real Madrid (448 millioner)
  • Abdou Diallo, Dortmund til Paris Saint-Germain (239 millioner)
  • Mats Hummels, Bayern München til Dortmund (227 millioner)
  • Joachim Andersen, Sampdoria til Lyon (225 millioner)
  • Robert Skov, FC København til Hoffenheim (75 millioner)
  • Gianluca Buffon, Paris Saint-Germain til Juventus (fri transfer)
  • Diego Godin, Atlético Madrid til Inter (fri transfer)

De største navne, vi stadig mangler svar på

  • Christian Eriksen har ét år tilbage af sin kontrakt med Tottenham og er af flere engelske og spanske medier blevet rygtet til klubber som Manchester United, Real Madrid, Juventus og Atlético Madrid. Umiddelbart er Manchester United ude af billedet nu, medmindre de to parter har indgået en aftale, der endnu ikke er offentliggjort
  • Paul Pogba har udtalt, at det kan være tid til at prøve noget nyt efter tre år i Manchester United. Han har ifølge Marca været sat i forbindelse med Real Madrid og Juventus.
  • Gareth Bale var på vej til at skifte Real Madrid ud med Kina, men den transfer blev blokeret af madrilenerne.
  • Philippe Coutinho er kommet i overskud i FC Barcelona, som angiveligt har prøvet at sælge eller udleje ham. I den forbindelse er Tottenham blevet nævnt af blandt andre Sky Sports, men der er intet meldt ud, inden transfervinduet lukkede.
  • Tottenham er også blevet sat i forbindelse med Juventus' Paulo Dybala som aftager. Ifølge BBC har Juventus torsdag valgt, at de ikke vil sælge ham.

Hvad sker der med Eriksen?

Den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen har været omdrejningspunkt for en lang række rygter.

Det er ved at være sidste chance, hvis Tottenham skal tjene penge på Eriksen, som også har meddelt klubben, at han gerne vil prøve noget nyt. Især Real Madrid, Atlético Madrid og senest Manchester United er blevet nævnt.

- Centrale aktører eller profiler har man ikke en interesse i at miste, medmindre man har en fuldgod erstatning, og medmindre man kan realisere et fornuftigt afkast. For Eriksen tror jeg, det handler om, hvad han har lyst til, men Tottenham har ikke lagt skjul på, at de gerne vil beholde ham, og de vil gerne investere mere markant i ham i forhold til lønnen, siger sportsøkonom Kenneth Cortsen og tilføjer:

- Det handler også om, hvad andre klubber får ind. Får de dén og dén ind, er der så plads til Christian Eriksen? Eller hvis en central midtbanespiller ryger fra Manchester United, kan han så ryge derhen? Først der ser man ofte de her transfers, medmindre en klub tidligt finder en spiller så vigtig, at de skal have ham og handler tidligt.

Christian Eriksen kan som bekendt stadig skifte, selvom det engelske transfervindue lukkede klokken 18 torsdag. Andre ligaer såsom La Liga, Serie A og Bundesligaen har nemlig fortsat mulighed for at købe spillere indtil starten af september.

I princippet kan Christian Eriksen også fortsat ryge til en engelsk klub. Det kræver dog, at aftalen er blevet indgået inden transfervinduets lukning, men at handlen i så fald ikke er offentliggjort.

Astronomiske beløb og dominoeffekt

Flere af indkøbene ligger på mange millioner kroner, og sådanne kæmpehandler kan være med til at sætte gang i en dominoeffekt af handler.

Christian Eriksen blev for eksempel - blandt flere andre spillere - hentet til Tottenham, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid for en rekordsum på 750 millioner i 2013. Og det er ikke det eneste eksempel.

- Når de største klubber i verden handler, får du en effekt. For eksempel solgte Barcelona Neymar til PSG, så Barcalona købte Ousmane Dembele i Dortmund for et astronomisk beløb, siger Kenneth Cortsen.

- Der kan man stille sig selv spørgsmålene: Havde Barcelona hentet ham, hvis Neymar var blevet? Højst sandsynligt ikke. Havde Barcelona betalt så stort et beløb for en spiller i Dortmund, hvis Neymar ikke var blevet solgt for langt over en milliard? Højst sandsynligt ikke.

- Når vi ser de astronomiske transferbeløb, drypper det ned på bestemte ligaer eller klubber. Medmindre man har én fra eget akademi eller system, vil der typisk være et behov for at få én ind. De store handler skaber en stor effekt nedad i systemet.

Kenneth Cortsen understreger, at der for klubberne er et hav af faktorer i spil. Udbud og efterspørgsel. Klubbernes præstationer og ambitioner. Købekraft, der også er begrænset af det internationale fodboldforbunds Financial Fairplay-regler.