Eriksen går glip af klubben på øverste hylde

16x9
Christian Eriksen har været rygtet til blandt andet Real Madrid og Manchester United denne sommer. Foto: Andrew Couldridge / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver sin vurdering af Christian Eriksens chancer for et skifte til en større klub.

Christian Eriksen har stadig en fod i afgangshallen, men han er bare ikke tjekket ind. Hans store ønske om at finde en ny destination ligner en slåfejl. Det ser ud, som om de spanske storklubber har bestemt sig - og det er uden Eriksen.

For mig er billedet til at huske, da jeg lod øjnene falde på Christian Eriksen umiddelbart efter Tottenhams tab i Champions League-finalen den 1. juni. Christian gik ganske alene rundt på plænen på Wanda Metropolitano i Madrid, mens medspillerne satte sig eller forlod stadion, og mens Liverpool-spillerne lod sig hylde.

Han blev der, stod meget længe og kiggede op mod Tottenhams fans - som sidste mand. Selvfølgelig tydeligt skuffet, men jeg opfattede også dette billede af en Eriksen, der vidste, han havde spillet sin sidste kamp for klubben. Han havde besluttet sig for at ville væk.

Eriksen ville væk fra Tottenham

I dagene efter kom meldingen - han ville væk. For at prøve noget nyt - nye udfordringer. Problemet var, at han ikke vidste, hvor de “nye udfordringer” skulle komme fra. Hans agent, Martin Shoots, var formentlig i gang - men han og Eriksen var sent ude, måske for sent. De internationale omgivelser skulle have haft exit-ønskerne noget tidligere.

Selvfølgelig er der handler, der kommer, mens viseren nærmer sig 12, men langt oftere er de store klubber på forkant med, hvad de ønsker sig - og vil have. Så er det i sidste ende et spørgsmål om kontrakternes indhold.

Pep Guardiola har for eksempel sin ønskeliste klar 18 måneder før en egentlig effektuering. Det har han i Manchester City, det havde han i Bayern München og FC Barcelona.

Eriksen har tydeligvis ikke haft ambition om en anden engelsk klub end Tottenham. Medietromlen hev Manchester United ind over, men der var angiveligt ikke en direkte og seriøs kontakt. Og spørgsmålet er, om “nye udfordringer”, som også indbefatter en realistisk drøm om trofæer, kan udleves bedre i United end i Tottenham de næste år. Næppe.

Blikket var rettet mod La Liga

Landsholdets absolutte stjerne var mere i latino-mood med blikket rettet mod Real Madrid, FC Barcelona og til dels Atlético Madrid. De tre klubber har ikke budt op - Eriksen er stadig bænkevarmer. Og det handler ikke (kun) om købssum og lønkrav.

Et økonomisk velpolstret indkøb skal andet og mere end at spille bold på et højt niveau. Han skal være magneten, der udløser begejstring hos klubbens fans - så meget, at de lovpriser og husker den ansvarlige klubpræsident, når han senere skal genvælges. Klubpræsidenter på det niveau handler meget efter “vælgernes” forlangende - og selvom vi holder meget af Eriksen, så har han ikke været krævet af fangrupper i hverken Real, Barca eller Atletico.

Et nyindkøb i den høje millionklasse skal generere mere end resultater på banen - han skal være en “sællert”. Der skal trøjer over disken, der skal merchandises, der skal “brandes” - vi snakker udstråling som en vægtig del i de største europæiske klubber. Og der har klubberne haft deres tvivl i forhold til Eriksen, så vidt de spanske medier.

Atlético Madrid har for eksempel et godt øje til James Rodriguez, som er colombianer. Han kan sælge trøjer, sig selv og klubben i et land, hvor en meget stor del af de 42 millioner indbyggere snakker fodbold - og James.

Øverste hylde synes for højt for Eriksen

Vi kan sidde i vores lille, dejlige land og tænke, at en unavngiven AGF-spiller nok ikke sælger vildt med trøjer efter et skifte til FC København, men han sælger sig selv på banen - og det er nok for FCK og klubbens fans. Men sådan er det ikke i de tre nævnte spanske klubber.

Oveni skal selvfølgelig også med, at Christian Eriksen nok ikke havde sin bedste sæson op til og inklusiv Champions League-finalen uden dog at have mistet den generelle kvalitet. Men han manglede ligesom at få sat sig igennem i ouverturen til sit eget salgsfremstød.

Og så er der forholdet mellem klubpræsidenter, som også kan være afgørende for køb og salg. Og der er efter sigende ikke det bedste forhold mellem Tottenhams Daniel Levy og Real Madrids Florentino Pérez. Heller ikke mellem Levy og Barcelonas Josep Bartomeu.

Christian Eriksen er en fri mand næste sommer. Så får Tottenham ikke en euro. Eller pund for den sags skyld. Så de ser gerne et salg, hvis ikke en forlængelse. Den er næppe på tale med de udmeldinger, der er kommet fra spiller og klub.

Alt det her betyder ikke, at Christian Eriksen ikke er eftertragtet - for det er han. Men lige nu synes øverste hylde lidt for højt oppe.