Fodbold

- Kun et trofæ tæller for mig i år, siger Tottenham-manager

Mauricio Pochettino kom til Tottenham i 2014.

Før sin sjette sæson i Tottenham fortæller Mauricio Pochettino, at det er på tide, han vinder er trofæ.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino skal stå med et trofæ i hænderne i denne sæson, før han vil kalde det en succes.

Argentineren har kvalificeret holdet til Champions League de seneste fire sæsoner, men trods topplaceringer og to cupfinaler er det endnu ikke lykkedes holdet at vinde en titel.

- Det er min sjette sæson, så personligt føler jeg, at jeg er nødt til at løfte et trofæ. Om det så er i FA Cuppen, ligacuppen, Premier League eller Champions League, siger Mauricio Pochettino til Independent.

- Jeg siger det ikke for at lægge pres på klubben, men spørger du mig personligt, er det ikke en succes blot at ende i top fire i ligaen - selvom det selvfølgelig er vigtigt for klubben. For mig handler det om at vinde en titel.

I maj tabte Tottenham Champions League-finalen til Liverpool, og det var det tætteste, klubben har været på et trofæ siden finalen i ligacuppen i 2015, som Chelsea vandt.

I tidligere sæsoner har de nationale cupturneringer ikke været højt prioriteret hos Pochettino, men det kan ændre sig i år i bestræbelserne på at hente sølvtøj til det nordlige London.

- Efter sidste sæsons finale (i Champions League, red.) vil jeg nok tænke 'helt ærligt', hvis vi igen i år slutter i top fire og når semifinalen i ligacuppen, såfremt vi ikke vinder noget. Mit personlige mål og succeskriterium i denne sæson er at vinde noget.

Efter 1,5 år uden et eneste spillerkøb har Tottenham denne sommer oprustet for over 800 millioner kroner ved at bringe franske Tanguy N'Dombele, argentinske Giovani Lo Celso og to engelske talenter i form af Ryan Sessegnon og Jack Clarke til klubben - hvoraf sidstnævnte er lejet tilbage til Leeds.

Tottenham åbner sæsonen med et ligaopgør på hjemmebane mod oprykkerne fra Aston Villa lørdag aften.