Taget kollapset på hollandsk stadion

Dele af taget på AFAS Stadion, der bruges som hjemmebane for den hollandske klub AZ Alkmaar, er kollapset.

Kraftigt blæsevejr er formentlig skyld i, at dele af det hollandske AFAS Stadion er kollapset. Skaderne ses på et billede, som klubben selv har delt på Twitter.

Stadionet, der blev indviet i 2006, var ikke i brug, da taget kollapsede. Meldingen er også, at der ikke er personskader, men blot store materielle skader.

- Det har overrasket os alle sammen. Vi er meget chokerede, men mest af alt glade for, at ingen personer kom til skade. I de kommende dag vil vi gennemgå skaderne med eksperter på området. Først når de undersøgelser er afsluttet, kan vi konkludere på hændelsen, siger AZ Alkmaars administrerende direktør, Robert Eenhoorn, på et pressemøde.

Klubbens pressechef har i øvrigt oplyst til de hollandske medier, at brandvæsenet tidligt lørdag aften er til stede og i gang med at undersøge de umiddelbare skader.

Voldsomme vindstød i Alkmaar

I disse dage afvikles EM i cykling også i Alkmaar, og her har den kraftige vind også haft indflydelse. Herrernes U23-løb lørdag blev udskudt med ti minutter, da barrierer var væltet ude på ruten.

Samtidig fjernede løbsarrangørerne flere steder reklamebannere langs ruten, der var sat fast på metalbarriererne, af frygt for, at vinden fik fat i dem og rev banneret løs.

Senest under kvindernes linjeløb lørdag eftermiddag var det igen et tema, hvor TV 2 SPORTs reporterhold på stedet flere gange følte, de var "ved at blæse væk".

Den kvindelige EM-bronzevinder, Lisa Klein, slog efter løbet fast, at vinden havde haft en stor indflydelse på løbet.

- Når der var et lille åbent stykke, var det helt utroligt, hvordan vinden rev i cyklen. Man var hele tiden parat til at holde ekstra godt fast i styret før det næste store vindstød.

Var det farligt med vinden?

- Det kommer an på, hvad man synes, der er farligt. Det er også en del af cykelløb. Vi er opmærksomme på vinden, og selvom vindstødene kommer uventet, så blev der kørt hurtigt, og det gjorde det efter min mening også til et sikkert løb, sagde Lisa Klein til TV 2 SPORT.

Alkmaar har europæisk kamp torsdag

AZ Alkmaar spillede senest på stadionet den 4. august, hvor de vandt åbningskampen i Æresdivisionen med 4-0 over Sittard.

Søndag har holdet igen en kamp i den hollandske liga, men det er på udebane mod Waalwijk.

Allerede på torsdag skal klubben dog igen spille på hjemmebane, når de møder Mariupol i kvalifikationen til Europa League.

- Jeg vil ikke foregribe tingene, men der kan kun spilles på stadion, hvis det er sikkert, og det er ikke tilfældet nu, siger AZ Alkmaars administrerende direktør.