Fodbold

Kolding topper 1. division mens Næstved flopper igen

Næstved har tabt for tredje gang i træk.

Kolding IF vandt søndag holdets tredje sejr i træk og fører nu den næstbedste danske fodboldrække.

Der er kun et enkelt hold, der rykker op i Superligaen fra 1. division, og lige nu bejler oprykkeren Kolding IF overraskende til pladsen.

Med tre sejre ud af tre mulige har Kolding gjort rent bord og indtager førstepladsen med ni point.

Søndag vandt Kolding med 4-3 hjemme over FC Roskilde, som ellers var foran både 2-0 og senere 3-2.

Angriberen Souheib Dhaflaoui og Nicklas Halse bragte Roskilde foran med 2-0, inden der var spillet 20 minutter.

Men Kolding fik bragt balance i regnskabet ved først Niels Letort og siden Sebastian Sommer. 2-2 stod der efter en halv time.

Souheib Dhaflaoui bragte igen Roskilde foran 3-2 efter 33 minutter i den målrige kamp.

To minutter senere udlignede den 31-årige angriber Rune Nautrup med det første af to scoringer, og det stod derefter 3-3 i en længere periode.

Men i midten af anden halvleg slog Rune Nautrup til igen med målet til 4-3, og flere mål blev der ikke scoret i opgøret.

Tidligere i sæsonen har Kolding vundet 2-1 hjemme over Hvidovre og 2-0 ude over Næstved.

Næstved i nyt nederlag

I en af søndagens øvrige kampe tabte Næstved for tredje gang i træk, da holdet måtte rejse hjem fra Fredericia med et 1-3-nederlag.

Fredericia har på fjerdepladsen seks point efter tre kampe.

Næstved, der i denne uge skiftede cheftræner, er placeret på sidstepladsen med nul point efter tre spillerunder.

To kampe endte uden mål denne søndag.

Fremad Amager spillede 0-0 hjemme mod Skive, mens Viborg FF ligeledes var ude i en nulløsning hjemme mod HB Køge.

Viborg har på tredjepladsen syv point efter tre kampe, mens Fremad Amager på sjettepladsen er noteret for fem point efter tre kampe.

I søndagens sidste kamp spillede Nykøbing FC 2-2 hjemme mod Hvidovre. Nykøbing er nummer to i rækken med syv point efter tre kampe.