Fodbold

- Sagde han det? Wow, var Lampards reaktion på kritik fra Mourinho

Chelsea-manager Frank Lampard under Premier League-kampen mod Manchester United 11. august 2019.

Den tidligere fodboldspiller tog hul på sin managergerning i Chelsea med det største debutnederlag til en Chelsea-manager siden december 1978.

Frank Lampard hævede øjenbrynene og kiggede op.

Han var uforstående over for den kritik, hans tidligere manager i Chelsea, Jose Mourinho, var kommet med i Sky Sports' studie efter London-klubbens 4-0-nederlag til Manchester United i Premier Leagues åbningsrunde.

Portugiseren, der stod i spidsen for Chelsea i to perioder (2004-2007 og 2013-2015), Manchester United fra 2016 til 2018 og i dag er Premier League-ekspert på den britiske tv-kanal, mente, at Lampard skulle have udtaget flere rutinerede kræfter til kampen.

- Jeg følte, at de havde muligheden for at spille med mere rutine. Marcos Alonso, N'Golo Kanté og Olivier Giroud sad på bænken. Og de kommer til Old Trafford; selvom det ikke er det enorme Manchester United, som plejede at skræmme folk, er det stadig Manchester United, lød det fra Jose Mourinho.

- Lidt mere erfaring på holdet havde været passende. Når man ser på præstationerne fra Mason Mount, Tammy Abraham og til og med Andreas Christensen, tænker jeg, at i kampe af denne størrelse har man brug for lidt mere, sagde Mourinho i Sky Sports-studiet.

Jeg er ikke alt for bekymret over, hvad nogen siger - eksperter eller hvem det kan være

Frank Lampard, Chelsea-manager

Var ikke bekendt med kritik før pressemøde

Da Frank Lampard dukkede op til pressemødet efter nederlaget til United, var han ikke bekendt med Mourinhos udtalelser, men det sørgede det norske medie VG for, at han blev.

- Kunne han ikke lide præstationen fra Mason Mount? Sagde han Mason Mount? Sagde han det? Wow, sagde Lampard, der indkasserede det største debutnederlag til en Chelsea-manager siden december 1978, hvor Danny Blanchflower begyndte i jobbet med et 7-2-nederlag til Middlesbrough.

Jose Mourinho (i midten) i Sky Sports' studie før Premier League-kampen mellem Manchester United og Chelsea.

20-årige Mount, der optræder i en offensiv rolle på den centrale midtbane, var udlejet fra Chelsea til Derby i 2018/2019-sæsonen, hvor Frank Lampard stod i spidsen for holdet, der spiller i den næstbedste engelske række.

Her imponerede Mount, og forud for denne sæson blev han så genforenet med Lampard i London.

'Kan ikke hive folk ud fra skadestuen'

Efter at have hørt Mourinhos kritik fortsatte Frank Lampard:

- Jeg kan ikke hive folk ud fra skadestuen for at spille. Enten har de erfaring eller ikke. Dette er spillerne, vi har til rådighed - i en kamp, hvor vi helt klart var det bedste hold i 45-60 minutter. Det er indlysende, at vi lavede individuelle fejl, som førte til fire mål på deres fem afslutninger. Det er den hårde sandhed.

- Jeg er ikke alt for bekymret over, hvad nogen siger - eksperter eller hvem det kan være. De skal jo sige noget, men samtidig er det tydeligt, at dette er den trup, vi har, og jeg har tillid til den. Havde vi været foran 2-1 eller 3-1 ved pausen, som vi måske burde have været, hvis vi havde været lidt mere kliniske, havde det været en helt anden kamp, sagde Lampard.

I optakten til denne sæson har N'Golo Kanté været plaget af den knæskade, som han pådrog sig i slutningen af sidste sæson, og søndag var han endnu ikke klar til at spille fra start. Han kom på banen i det 73. minut. Få minutter tidligere var Giroud blevet skiftet ind.

På listen over skadede Chelsea-spillere står navne som Willian, Ruben Loftus-Cheek, Antonio Rüdiger og Callum Hudson-Odoi.

London-klubben havde ikke mulighed for at hente spillere i sommerens transfervindue, da det internationale fodboldforbund, FIFA, i maj opretholdt Chelseas transferkarantæne.