22 straffespark afgjorde FCK's skæbne - kunne knap se pletten

En mudret straffesparksplet stjal alt fokus, da FCK og Røde Stjerne skulle afgøres deres Champions League-skæbne fra 11 meter.

Det var et drama af en anden verden, da FCK's drømme om en plads i Champions Leagues gruppespil blev slukket i en straffesparkskonkurrence mod serbiske Røde Stjerne tirsdag aften.

Hele 22 spark fra de berømte 11 meter - hvor hele ni blev brændt - måtte de to mandskaber igennem, inden Jonas Wind til sidst blev skurken for FCK.

Der var nogen, der sparkede over. Meget over endda

Victor Nelsson, FC København

Men som om selve straffesparkskonkurrencen ikke var dramatisk og grotesk nok i sig selv, så var 11-meter-pletten i Parken nærmest ubrugelig og sølet til i mudder. Hvilket kun intensiverede dramaet yderligere.

- Man kunne knap nok se straffesparkspletten. Der var mere jord, end der var græs, fortalte Jonas Wind til TV 2 SPORT efter opgøret.

Wind: 'Som om bolden løftede sig'

Netop den nærmest ubrugelige straffesparksplet endte med at spille en stor rolle i den i forvejen nervepirrende konkurrence.

For udover det store pres og de mange nerver skulle spillerne pludselig forholde sig til en spejlglat straffeplet, der resulterede i flere voldsomme afbrændere og spark, som blev sendt langt over mål.

- Man så jo, hvor mange spark, der blev sparket over mål, for når man trådte ned, var det, som om bolden løftede sig lidt. Men ja, det var lige for begge hold og ikke noget, som man kan bruge til særlig meget. Det var ikke optimalt, erkender Jonas Wind overfor TV 2 SPORT.

Milan Borjan, Røde Stjernes målmand, prøver at lappe den dårlige bane.
Milan Borjan, Røde Stjernes målmand, prøver at lappe den dårlige bane. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Også den unge angribers holdkammerat Victor Nelsson, der scorede på sit spark fra den nærmest usynlige plet, bed mærke i de svære forhold.

- Der var mange, der havde sparket. Den var mudret godt til. Der var nogen, der sparkede over. Meget over endda. Men sådan er det jo, når der har været 15 eller 20 spark. Så bliver det mudret til. Det er bare banen, forklarede den unge forsvarsspiller til TV 2 SPORT.

Nu gælder det Europa League

På trods af det skuffende nederlag til de serbiske mestre kan FCK nu se frem til endnu en europæisk kvalifikationsrunde.

Godt nok ikke til Champions League, men Europa League. Her møder de danske mestre vinderne af opgøret mellem HJK Helsinki og Riga.

Klarer FCK den opgave, venter der et lukrativt gruppespil, som kan indbringe københavnerne godt 75 millioner kroner.

- Det er nogle fede kampe, som kunne have ventet. Det blev det ikke denne gang desværre. Så må vi tage Europa League i stedet, forsøgte Victor Nelsson at trøste sig selv med efter kampen.