Fodbold

Dansk stortalent lagt på is - har ikke rigtig talt med manageren

Elias Sørensen har scoret adskillige mål for reserveholdet hos Newcastle.

Elias Fritjof Sørensen har ikke talt med den nye Newcastle-træner Steve Bruce og håber nu at få lov til at forlade den engelske klub på en lejeaftale.

Verdens største og mest prestigefyldte fodboldliga, Premier League, blev sparket i gang i weekenden.

Én af dem, der havde håbet at være med til det for Newcastle, er det danske angrebstalent Elias Fritjof Sørensen, der i optakten til den nye sæson spillede flere træningskampe og var en del af førsteholdstruppen i den traditionsrige engelske klub.

Men drømmen om spilletid i Premier League blev knust under den første træning under den dengang nyudnævnte Newcastle-manager Steve Bruce i slutningen af juli.

- Den første dag, han var træner, mødte jeg planmæssigt ind til træning med førsteholdet, men fik så fortalt, at jeg skulle ned og træne med U23-holdet. Dem har jeg trænet med siden da, så jeg ved ikke, hvad planen er, forklarer den 19-årige angriber til TV 2 SPORT.

Udover degraderingen til U23-holdet hentede Steve Bruce også forstærkninger ind til angrebet i form af rekordindkøbet Joelinton fra Hoffenheim og det tidligere klubikon Andy Carroll. Et klart vink med vognstangen til Elias Fritjof Sørensen.

- Jeg har ikke rigtig fået noget feedback fra den nye træner. Faktisk har jeg ikke engang talt rigtig med ham, efter han er kommet. De har i stedet hentet to angribere ind, så de fortæller mig nok et eller andet uden at sige det direkte til mig, siger han.

Elias Fritjof Sørensen skiftede fra HB Køge i 2016.

Udelukker ikke lejeaftale med Superliga-klub

Mandag aften var Elias Fritjof Sørensen så igen i aktion for Newcastles U23-hold, hvor han fik sit store gennembrud i sidste sæson med et forrygende scoringssnit - ét mål hvert 97. minut.

Netop den statistik mener den danske angriber også selv viser, at han er klar til langt større udfordringer end spilletid på ungdomsholdene i den nordengelske klub.

- Jeg føler selv, at jeg er klar til at spille med de voksne nu. Hvis ikke det bliver med førsteholdet her, så kunne jeg godt tænke mig at spille noget førsteholdsfodbold et andet sted. Det ville nok være det bedste for mig, fortæller Elias Fritjof Sørensen.

Det tidligere HB Køge-talent, der i 2016 skiftede til Newcastle fra den danske klub, er da også allerede selv gået i gang med at se nærmere på mulige destinationer for en lejeaftale.

Og ifølge den danske U-landsholdsspiller er det ikke utænkeligt, at det kan blive en superligaklub, der kan blive hans næste destination.

- Jeg finder forhåbentlig ud af noget snarest muligt. Men jeg ved ikke det helt store endnu om, hvor jeg skal hen, lyder det kryptiske svar.

- Der er et par klubber fra forskellige ligaer, der er interesseret i mig, men jeg må vist ikke sige mere. Jeg føler egentlig selv, at jeg står på vippen til at bryde igennem på førsteholdet i Newcastle, men hvis de ikke føler det, må jeg jo bare bevise det i en anden klub.

Ingen sure rønnebær

På trods af den kolde skulder fra den nye træner Steve Bruce i kølvandet på den ellers store succes i sidste sæson, er de berømte rønnebær langtfra sure hos det danske stortalent.

- Sådan er det at være en del af en stor klub som Newcastle, erkender Fritjof ærligt over for TV 2 SPORT.

Han forklarer, at han "ikke er frustreret" over sin situation, men blot er ærgerrig efter at vise sit værd på seniorniveau. Det håber han, at han kan få lov til gennem en lejeaftale.

- Drømmen er stadig at få et gennembrud i Newcastle. Det er en fantastisk klub med masser af historie. Jeg må bare klø på, hvorend den her lejeaftale bliver. Så skal jeg nok få min chance på et tidspunkt, slutter en optimistisk Elias Fritjof Sørensen.