Fodbold

Danske fodboldstjerner går igen til kamp mod homofobi

En undersøgelse fra Dansk Boldspil-Union viser, at 23 procent jævnligt oplever homofobiske tilråb i dansk fodbold.

- Rejs dig op, din svans. Bøsseskud. Homotackling.

Homofobiske tilråb som disse er langtfra uhørt i dansk fodbold. Men det forsøger en række af landets bedste fodboldspillere nu nok engang at lave om på i fælles front med Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

I en ny video med landholdsspillerne Pernille Harder, Martin Braithwaite, Pierre-Emile Højbjerg og Mathias 'Zanka' Jørgensen er budskabet klokkeklart og slet ikke til at tage fejl af:

- Ét homofobisk tilråb er ét for meget. Fodbold for alle. Alle. Tal ordentligt. Lad os sammen sparke homofobien ud af banen, lyder den klare opfordring fra de danske fodboldstjerner.

Og der er da også noget at tage fat på. En ny undersøgelse fra DBU blandt medlemmer, klubformænd, dommere og trænere viser, at knap hver fjerde - 23 procent - jævnligt oplever homofobiske tilråb i dansk fodbold.

- Det er jo svært at sige noget om, hvor stort problemet reelt er. Det vigtigste af det hele er, at det er et problem, vi har. Så kan det ikke rigtig diskuteres, hvor stort eller lille det er. Det er noget, der skal gøres noget ved, lyder det fra Mathias 'Zanka' Jørgensen til TV 2 SPORT.

I undersøgelsen fra DBU har det været op til den enkelte respondent i undersøgelsen at vurdere, hvor ofte jævnligt er. Derudover er der i undersøgelsen ikke skelnet mellem fodboldpersoner i Superligaen, divisioner og serierne.

- Det er desværre bare en retorik, der har været i fodbold i rigtig mange år. Jeg kan huske det helt tilbage, fra da jeg var barn, forklarer Mathias 'Zanka' Jørgensen, der ligeledes har oplevet homofobien i løbet af sin tid i engelsk fodbold.

- I England er de langt, langt bagud i forhold til Danmark. I England er homofobisk sprogbrug langt mere udbredt og bliver brugt langt oftere. Så vi er godt med, men vi kan gøre det endnu bedre, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen, der i sidste uge skiftede fra Huddersfield til tyrkiske Fenerbahçe.

Mathias 'Zanka' Jørgensen her med resten af det danske landshold.

FCK-stjerne flere gange udsat for tilråb

Det er langt fra første gang, at DBU sætter fokus på homofobi i dansk fodbold.

Således gik unionen i 2017 sammen med Amnesty og Spillerforeningen ind i en større kampagne om problematikken. Også dengang var Mathias 'Zanka' Jørgensen en af frontfigurene.

- Nu har vi fået flere aktører med. DBU spiller en stor rolle med Spillerforeningen, som er med til at sætte fokus på det her problem, vi har. Det synes jeg kun, at alle burde støtte op om, fortæller Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Men selvom indsatsen og kampen mod homofobi er blevet intensiveret de seneste år, blev FCK-profilen Viktor Fischer i foråret flere gange udsat for homofobiske smædesange fra fans af OB, Brøndby og FC Midtjylland.

- Viktor Fischer, han er gay, allez allez, lød det fra de tre holds fangrupperinger, der blev straffet med bøder.

Ingen herrespillere er sprunget ud

Mens den danske landsholdsspiller Pernille Harder er sprunget ud som homoseksuel, er der stadig ingen danske herrespillere, der offentligt har stillet sig frem som homoseksuel.

- Generelt tror jeg, at det er langt mere inkluderende miljø, som Pernille Harder er kommet igennem. Mandesportsverden er et hårdt miljø. Vi kan lære meget af kvinderne, der generelt ser mere positivt på mangfoldighed og er mere inkluderende, siger 'Zanka'.

Netop derfor tror den danske forsvarsspiller heller ikke på, at vi nødvendigvis er tæt på at få den første danske homoseksuelle herrefodboldspiller at se.

- Jeg tror, det er enormt hårdt at være den første, forklarer den danske landsholdsspiller, der ikke selv har kendskab til nogen homoseksuelle danske herrespillere.