Fodbold

Klopp ophæver forbud - velkendt tradition er tilbage i Liverpool

Nu kan Liverpool-spillerne igen røre ved det ikoniske 'This is Anfield'-skilt.

Der var comeback til en af de helt store traditioner på Anfield, da Liverpool-spillerne i weekenden indledte den nye Premier League-sæson.

Liverpool er om noget en klub, der er kendt for traditioner.

I weekenden tog de engelske vicemestre hul på den nye Premier League-sæson yderst overbevisende med en sejr på 4-1 over oprykkerne fra Norwich.

Udover det velkendte ritual med at synge 'You'll Never Walk Alone' før alle hjemmekampene, var der før første gang i tre år comeback til en anden velkendt tradition hos den engelske storklub.

Takket være sidste sæsons sejr i Champions League havde Liverpool-stjernerne atter fået lov til at røre det ikoniske 'This is Anfield'-skilt, der hænger i spillertunelen på det over 100 år gamle stadion.

Noget klubbens manager, Jürgen Klopp, ellers forbød sine spillere tilbage i 2016.

- Jeg har fortalt mine spillere, at de ikke skal røre skiltet, før de har vundet noget. Det er et tegn på respekt, fortalte Jürgen Klopp tilbage i 2016.

- Jeg vil begynde at røre det, når vi har vundet noget. Det her er en rigtig stor klub med et bjerg af historie.

Legendarisk manager indførte skiltet

Det ikoniske skilt blev introduceret af én af klubbens allerstørste ikoner, Bill Shankly.

Shankly havde i 15 år tjansen som manager i klubben, hvor han blandt andet vandt tre engelske mesterskaber.

I 1974 kom skiltet op med det formål at minde Liverpool-spillerne om, hvem de spiller for og huske modstanderne på, hvem de mødte.

Hurtigt blev det en tradition for de rødblusede at røre skiltet, inden de gik på banen. En tradition der hang ved helt frem til Jürgen Klopps forbud i 2016.

Fredag aften kunne Liverpool-spillerne så igen røre ved det berømte skilt, inden de gik på banen mod Norwich.

- Chefen ville ikke lade os røre skiltet, før vi vandt et trofæ... Nu er tiden kommet, skrev midtbanespilleren Georginio Wijnaldum på Twitter søndag aften.

Men selvom chefen, Jürgen Klopp, nu igen har givet grønt lys til at røre ved det røde, historiefyldte skilt, var det kun anfører Jordan Henderson og Georginio Wijnaldum, der gjorde brug af den mulighed inden Norwich-kampen.

Næste mulighed for Liverpool-spillerne til at røre ved 'This is Anfield'-skiltet er 24. august, når Arsenal kommer på besøg.