Fodbold

Morten Olsen fortæller, hvorfor han afviste tysk landstrænerjob

Morten Olsen var landstræner for Danmark i 15 år.

Morten Olsen fylder 70 år onsdag. I den anledning har han givet et stort interview til Die Welt, hvor han blandt andet uddyber sit nej til DFB.

Rygterne svirrede i 2004.

Den daværende træner for det danske fodboldlandshold Morten Olsen var udset til at skulle være Rudi Völlers afløser efter EM i Portugal og blive den første udlænding til at stå i spidsen for det tyske landshold.

Men Olsen takkede nej til det tyske fodboldforbund, DFB, hvilket han imidlertid først bekræftede over for BT to år senere.

Dengang uddybede den snart 70-årige dansker dog ikke, hvorfor han afviste DFB. Han sagde blot, at muligheden var der, men at han valgte anderledes.

Ville opnå noget med Danmark

Her, 13 år senere, fortæller Morten Olsen så, hvorfor han vendte tommelfingeren ned til det lukrative landstrænerjob syd for grænsen.

Det gør han i et stort interview med den tyske avis Die Welt tirsdag - dagen før sin 70-års fødselsdag onsdag 14. august.

- Jeg besluttede mig for at fortsætte som landstræner i Danmark. Vi havde en god generation dengang. Jeg ønskede at opnå noget med mit eget land, siger Morten Olsen.

- Det var ikke en nem beslutning for mig, jeg overvejede det i et par dage. Men jeg fulgte mit hjerte - for Danmark. Selv om jeg har spillet og trænet i Tyskland, Holland og Belgien, jeg bor i Belgien nu, så er jeg dansker og forbliver dansker.

Klinsmann efterfulgte Rudi Völler

Olsen fortæller videre, at det var Franz Beckenbauer, daværende vicepræsident i det tyske fodboldforbund, der henvendte sig til ham med tilbuddet.

Tyskland blev slået ud af EM i 2004 efter at have tabt alle sine tre gruppekampe. Bedre gik det for Danmark, der nåede kvartfinalen.

Det danske afslag blev Jürgen Klinsmanns held. I to år var han tysk landstræner, indtil han i 2006 blev efterfulgt af Joachim Löw, der fortsat er landstræner for tyskerne.

Morten Olsen blev landstræner for Danmark i 2000 efter svenske Bo Johansson. Han fortsatte i jobbet til og med EM-playoffkampene mod Sverige i november 2015, hvor kvalifikationen til slutrunden året efter kiksede.

Olsen har også afvist Australien

I april 2018 kom det frem, at Olsen i slutningen af 2017 havde takket nej til at blive landstræner for Australien. I juni uddybede han, at han ikke havde lyst til at stå over for Danmark ved VM i Rusland som landstræner for Australien.

- Det er dejligt at få et klap på skulderen, for så er der et eller andet, du har gjort rigtigt, når de vil have en samtale omkring det. Men jeg sagde nej: "Det behøves ikke - men tak for det", sagde Morten Olsen i portrætprogrammet Meyerheim & stjernerne.

I februar 2018 - to måneder inden Meyerheim & stjernerne-programmet med Morten Olsen blev sendt - fortalte den i dag 69-årige dansker, at han ikke kom til at træne flere fodboldhold.

Dermed blev landstrænerjobbet for Danmark hans sidste. Han nåede at lede holdet i 166 landskampe og kvalificere det til to VM- og to EM-slutrunder.

I 1990'erne stod han i spidsen for klubberne Brøndby, FC Köln og Ajax.

Som spiller fik Morten Olsen 102 kampe for det danske landshold. Han var en central figur på det legendariske dynamithold i 80'erne, og bare én gang som landsholdsspiller blev han præsenteret for det gule kort.