Fodbold

Wind klar til ny rolle som straffesparkshelt: - Jeg har en plan

Jonas Wind håber på igen at kunne juble over en scoring mod Røde Stjerne.

Jonas Wind har allerede helt styr på, hvordan han vil sparke, hvis FCK får et nyt straffespark mod Røde Stjerne.

Den bare 20-årige Jonas Wind stjal i sidste uge alle overskrifter, da den unge FCK-angriber med en fræk scoring sikrede københavnerne et glimrende udgangspunkt inden returkampen i kvalifikationen til Champions League mod serbiske Røde Stjerne.

Med en såkaldt 'Panenka' chippede Jonas Wind et straffespark i kassen til kampens resultat 1-1 og lagde en gevaldig dæmper på de mange serbiske fans.

Tirsdag aften skal københavnerne så gøre arbejdet færdig hjemme i Parken og spille sig videre til de to sidste kvalifikationskampe inden gruppespillet. I den mission håber Jonas Wind på en ny hovedrolle.

- Jeg ved ikke, om man kan forvente noget i fodbold, men jeg håber da på det. Det vil hjælpe holdet, hvis vi får scoret et mål, og hvis jeg selv kan gøre det, vil det være dejligt, fortæller Wind til TV 2 SPORT.

Efter det overbevisende straffespark og flere scoringer i sæsonstarten har den unge angriber ikke kun banket sig fast i cheftræner Ståle Solbakkens startopstillingen.

Nu er der ikke længere tvivl om, hvem der skal sparke straffespark hos de danske mestre, der lod den normale skytte, Robert Skov, skifte til tyske Hoffenheim henover sommeren.

- Det er mig, der skal sparke, hvis vi får et straffespark, forklarer Jonas Wind.

Har du tænkt over, hvordan du skal sparke?

- Ja, det har jeg da lidt, men nu må vi se. Jeg har en plan, og så må vi håbe på, at den lykkes, hvis vi nu skulle få et straffespark.

Jonas Wind havde nerverne til at lave en Panenka på straffesparket til 1-1 ude mod Røde Stjerne.

Mange millioner på spil

Det er da også ganske fornuftigt at have en klar plan parat for Jonas Wind og de andre FCK-spillere. En samlet sejr over Røde Stjerne vil nemlig indbringe de forsvarende danske mestre en stor pose penge.

Det skyldes, at københavnerne med sikkerhed vil være klar til gruppespillet i Europa League - uanset hvordan det måtte gå mod Young Boys i de to sidste kvalifikationskampe til Champions League.

Alene gruppespillet i Europa League vil ifølge FCK's eget budget indbringe klubben godt 75 millioner kroner. Mens en billet til verdens største klubturnering, Champions League, vil sende cirka 200 millioner kroner ned i klubkassen.

Og at der er mange millioner på spil, mærker FCK-spillerne tydeligt.

- Ja, det kan man nok godt i stemningen lige op til kampen. Folk er der virkelig. Man skal ikke gejles op af en holdkammerat. Det kommer helt af sig selv. Man er super tændt og klar til kamp, siger Jonas Wind til TV 2 SPORT.

Samme følelse har en anden af FCK's profiler.

- Det lever i klubben, at de her kampe er ekstra specielle for os. Vi har gjort det rigtig godt i år. Vi har fået masser af point i Superligaen, så den base er der. De her kampe, vi spiller for at komme i Europa, lever ekstra meget hos os, så vi ser meget frem til det, udtaler Viktor Fischer.

Der er kampstart klokken 20:00 fra Parken. Du kan følge kampen her på TV 2 SPORTs hjemmeside, hvor vi liveblogger opgøret.