Gud straffede Jonas Wind, siger Røde Stjerne-målmand

16x9
Jonas Wind brændte kampens sidste straffespark. Milan Borjan reddede det. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix / Ritzau

Røde Stjerne-målmand Milan Borjan havde ikke glemt Jonas Winds frække straffespark i Beograd. Tirsdag aften blev FCK-angriberen den lille.

En ubarmhjertig og mindeværdig straffesparkskonkurrence tirsdag aften endte med at slukke FC Københavns drøm om Champions League, mens serbiske Røde Stjernes fortsat lever og lyser.

En af de største årsager til det hedder Milan Borjan, hvis fornemmeste opgave er at redde bolde for den serbiske hovedstadsklub. Det fik han brug for.

Du kan ikke tillade dig at gøre den slags foran så stort et publikum

Milan Borjan, Røde Stjerne-målmand

Særligt én duel havde han og mange andre set frem til en fortsættelse af, efter første kapitel blev skrevet i Beograd: duellen mellem Milan Borjan og FCK-angriber Jonas Wind.

I sidste uge havde den 20-årige angriber nemlig udvist usædvanlig stor selvtillid, da han udførte den såkaldte 'Panenka', hvor bolden bliver chippet i en blød bue mod midten af målet på et straffespark. Det spark og Jonas Wind havde Milan Borjan bestemt ikke glemt i Parken.

- Hans første straffespark i Beograd var fantastisk. Virkelig. Det var med stor selvtillid fra ham at gøre sådan, sagde Røde Stjerne-målmanden til TV 2 SPORT.

Sparket i sidste uge var dog ikke et punktum. Tirsdag aften stod Wind og Borjan således over for hinanden hele to gange i straffesparkskonkurrencen.

Første gang med en dansk scoring - denne gang uden 'Panenkaen', men den tredje duel mellem de to skulle vise sig at blive vendepunktet. Et definerende et af slagsen.

'Gud er stor'

Her var Jonas Wind pisket til at score for at holde FC Københavns Champions League-drøm i live, men det formåede han ikke.

Jonas Wind ærgrer sig over brændt straffespark, mens Milan Borjan fejrer redningen og sejren.
Jonas Wind ærgrer sig over brændt straffespark, mens Milan Borjan fejrer redningen og sejren. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Til stor glæde for Milan Borjan, som efter kampen fortalte, at han fik ret i sin forudsigelse.

- Som jeg sagde til de serbiske nyhedsmedier: "Gud er stor". Du kan ikke tillade dig at gøre den slags foran så stort et publikum og stadion med så meget historie. Så Gud er stor.

Han henviser til, at Wind lavede sin finurlige og overskudsagtige afslutning i sidste uge på 'Panenkaens' fødested på Røde Stjernes hjemmebane, Marakana, hvor Antonín Panenka fremførte det i 1976.

Afværgede to matchbolde

Ikke nok med en redning på kampens sidste straffespark fra Jonas Wind holdt Milan Borjan også Røde Stjerne inde i straffesparkskonkurrencen, da FC København to gange havde muligheden for at lukke kampen fra den mudrede straffesparksplet.

Begge matchbolde endte dog med ansigter begravede i hænderne på henholdsvis Dame N'Doye og Karlo Bartolec, mens Milan Borjan jublede højlydt og med entusiasme i bedste Balkan-stil.

Holdkammerater trøster Jonas Wind efter det brændte straffespark.
Holdkammerater trøster Jonas Wind efter det brændte straffespark. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Straffesparkskonkurrencen ville ingen ende tage, og derfor var det ikke længere nok for Røde Stjerne-målmanden at gøre sit sædvanlige arbejde med hænderne.

Med stor tiltro til sig selv lagde han bolden til rette på den mudrede straffesparksplet, og modsat flere af både holdkammerater og modstandere, som skød langt over, afsluttede han klinisk i venstre side uden mulighed for at redde den for målmandskollega Sten Grytebust.

- Jeg har aldrig oplevet så mange straffespark i en straffesparkskonkurrence. Ærligt talt var det virkelig spændende. Vi gav publikum en fantastisk kamp. Vi er meget glade, lød det fra Borjan.

Straffesparksplet mudret til

Afslutningen på kampen var fyldt med tvivlsomme straffespark fra begge mandskaber, hvor hele ni spillere måtte forlade straffesparkspletten uden at score.

Det her er en af de mest fantastiske kampe, vi nogensinde har spillet

Milan Borjan, Røde Stjerne-målmand

Pletten, der markerer, at der er 11 meter til mål, var tirsdag aften mudret godt og gevaldigt til efter 120 minutters fight. Lodtrækningen ville det, at straffesparkskonkurrencen skulle foregå nede ved det mål, hvor FCK i hele anden halvleg samt i halvdelen af den forlængede spilletid havde jagtet en scoring.

Det krævede tålmodighed for Jonas Wind og resten af sparkerne at få bolden til at ligge ordentligt i mudderet.
Det krævede tålmodighed for Jonas Wind og resten af sparkerne at få bolden til at ligge ordentligt i mudderet. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Den heftige trafik foran Røde Stjernes mål kunne ses på beskaffenheden af straffesparkspletten, som var tildækket af mudder.

- Man kunne knap nok se straffesparkspletten. Der var mere jord, end der var græs, fortalte Jonas Wind til TV 2 SPORT.

Det blev værre og værre, som straffesparkskonkurrencen skred frem.

- Man så jo, hvor mange spark, der blev sparket over mål, for når man trådte ned, var det, som om bolden løftede sig lidt. Men ja, det var lige for begge hold og ikke noget, som man kan bruge til særlig meget. Det var ikke optimalt, erkendte Wind, som altså brændte kampens sidste spark.

Holdt stand i 66 minutter

I kampens 54. minut ved stillingen 1-1 led Røde Stjernes chancer for avancement et alvorligt knæk, da Nemanja Milunovic blev udvist.

Det betød et markant dansk spilovertag, men det forløsende mål kom aldrig. Dette takket være et hårdt kæmpende serbisk mandskab, hvis målvogter havde flere afgørende redninger inklusivt i åbent spil.

- Det her er en af de mest fantastiske kampe, vi nogensinde har spillet, sagde Milan Borjan, som er stolt over sit hold.

- Vi var ikke heldige. Vi spillede som et hold. Vi spillede med vores hjerte, for vores fans og for vores land. Derfor fik vi resultatet.

Milan Borjan og Richmond Boakye fra Røde Stjerne fejrer sejren.
Milan Borjan og Richmond Boakye fra Røde Stjerne fejrer sejren. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Røde Stjerne er nu to kampe mod schweiziske Young Boys fra en plads i Champions League-gruppespillet.

FC København må nøjes med at forsøge at kvalificere sig til Europa League. I playoffrunden skal københavnerne møde HJK Helsinki eller Riga FC.