Barcelona sender Coutinho til Bayern München

16x9
Philippe Coutinho er blevet udlejet til Bayern München. Foto: Pau Barrena / Ritzau Scanpix

Philippe Coutinho skal spille for det tyske mesterhold Bayern München på en etårig lejeaftale.

FC Barcelona og Bayern München er nået til enighed om vilkårene for en lejeaftale, der sender brasilianske Philippe Coutinho til Tyskland.

Det bekræftede Guillermo Amor, direktør for de sportslige relationer på FC Barcelonas førstehold, i et interview med den spanske tv-station Movistar fredag aften.

Her indledte FC Barcelona La Liga-sæsonen med en udekamp mod Athletic Bilbao på San Mamés. Den catalanske klub tabte 1-0, da indskiftede Aritz Aduriz scorede et drømmemål kort før tid.

- Vi kan bekræfte, at der er indgået en principiel aftale om udlån af Coutinho til Bayern, og vi mangler kun at færdiggøre aftalen, lød det fra Amor ifølge nyhedsbureauet AFP til Movistar.

- Coutinho er en fantastisk spiller, men omstændighederne gør, at han måske forlader os.

At aftalen ikke er færdiggjort kan skyldes, at Coutinho først skal gennemgå et lægetjek.

Ingen succes i Barcelona

Philippe Coutinho kom til den spanske mesterklub fra Liverpool for halvandet år siden. I Premier League var han en af ligaens største profiler.

Den brasilianske midtbanespiller har dog haft svært ved at leve op til de store forventninger i FC Barcelona.

Nu får han mulighed for at bringe karrieren tilbage på ret kurs hos de regerende tyske mestre.

Sent fredag aften fortalte Bayern Münchens sportsdirektør Hasan Salihamidzic til ZDF, at lejeaftalen med Coutinho gælder for det kommende år. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Bayern München spillede også sæsonens første ligakamp fredag aften. Hjemme på Allianz Arena måtte Bayern nøjes med 2-2 mod Hertha Berlin.