Fodbold

- Dolberg forhandler med andre klubber, siger Ajax-træner

Kasper Dolbergs fravær fra Ajax' kamptrup lørdag hænger sammen med et muligt klubskifte, bekræfter Ajax-træner Erik ten Hag.

Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg er med stor sandsynlighed fortid i Ajax om kort tid.

I et interview med den hollandske tv-kanal FOX Sports lørdag aften understreger Ajax-træner Erik ten Hag, at danskeren skal spille. Det er muligt hos de hollandske mestre, men også andetsteds, lyder det.

- Der er ikke hvid røg endnu, men han taler med andre klubber, siger Erik ten Hag ifølge Ajax Showtime til FOX Sports.

Ajax-træneren ønsker ikke at fortælle, hvem den 21-årige dansker er i dialog med, og ej heller om der er tale om et salg eller en lejeaftale, men forhandlingerne er vidtrækkende.

Kasper Dolberg er i de seneste dage blevet rygtet til tyske Hoffenheim og franske Nice. Avisen Nice-Matin skrev fredag aften, at forhandlingerne om et skifte skulle være fremskredne.

- Når det er på plads, melder vi noget ud, ellers meddeler vi, at han vender tilbage og er velkommen, siger ten Hag og lægger samtidig ikke skjul på, at han godt kan lidt Dolberg, men at spilletid i sidste ende er det vigtigste.

- Han har exceptionelle kvaliteter, men i hans alder skal han spille.

Dolberg ude af Ajax-truppen

Ajax møder VVV-Venlo på udebane i Æresdivisionen lørdag aften, og her er Kasper Dolberg for anden Ajax-kamp i træk ikke udtaget.

Danskeren var også ude af truppen i midtugen, da hollænderne spillede sig videre til playoffrunden i kvalifikationen til Champions League med en samlet sejr over græske PAOK.

Derudover skulle den tidligere Silkeborg-spiller også have misset en intern træningskamp i Amsterdam-klubben, og faktisk er det ikke blevet til kampminutter for Dolberg, siden han 6. august måtte udgå med en mindre skade i det første opgør mod PAOK.

Kasper Dolberg åbnede denne sæson med en scoring, da Ajax vandt den hollandske Super Cup. Siden er det ikke blevet til flere mål fra ham.