Dolberg vraget på ny - spekulationer om klubskifte tager til
Kasper Dolberg er for anden kamp i træk ikke med i Ajax' kamptrup.
Der har været mange rygter om den danske landsholdsspiller Kasper Dolbergs fodboldfremtid de seneste par uger.
I øjeblikket er Dolberg på kontrakt hos de forsvarende hollandske mestre fra Ajax, men skal man tro de mange skriverier i hollandske medier, skulle både tyske Hoffenheim og franske Nice være klar til at hente den 21-årige angriber.
De rygter har fået ny næring lørdag, da Kasper Dolberg ikke har fundet vej til det Ajax-hold, der lørdag aften møder Venlo på udebane i den hollandske Æresdivision.
Fredag gjorde Ajax-træner Erik ten Hag ellers meget ud af at fortælle, at han bestemt ser en fremtid for Kasper Dolberg i Amsterdam-klubben.
- Jeg har intet nyt om Dolberg. Jeg går ud fra, at han er Ajax-spiller. Jeg har ingen kontakt til nogen fra Hoffenheim, fortalte ten Hag på pressemødet før Venlo-kampen.
- Han har potentialet til at spille en meget vigtig rolle for os. Det mener jeg helt bestemt. Kasper er i en fase af sin karriere, hvor han skal spille hver uge. Om det er muligt her i Ajax, det er helt op til ham.
Intet nyt fra Ajax
De ord klinger dog en anelse hult allerede lørdag, hvor ten Hag ikke har udtaget Kasper Dolberg.
Om det er Dolbergs eget valg ikke at spille kampen mod Venlo, er der ingen meldinger om. Ajax har heller ikke meldt noget ud om, hvorvidt den danske angriber skulle være skadet.
Kasper Dolberg var også ude af Ajax-truppen i midtugen, da Ajax spillede sig videre til playoffrunden i kvalifikationen til Champions League med en samlet sejr over græske PAOK.
Derudover skulle den tidligere Silkeborg-spiller også have misset en intern træningskamp i Ajax tidligere på ugen.
Faktisk er det overhovedet ikke blevet til spilletid for Kasper Dolberg, siden han 6. august måtte udgå med en mindre skade mod PAOK.
En skade Erik ten Hag hurtigt nedtonede alvoren af. Danskeren har også siddet på bænken efterfølgende.
Kasper Dolberg fik ellers en glimrende start på indeværende sæson. Angriberen scorede i den hollandske Super Cup, hvor Ajax slog PSV 2-0.
Flere mål er det ikke blevet til i denne sæson.