Skadet Neymar går glip af endnu en ligakamp

16x9
Neymar misser endnu en ligakamp for Paris Saint-Germain, når de møder Rennes. Foto: Franck Fife / Ritzau Scanpix

Neymar er ikke med, når Paris Saint-Germain møder Rennes. Han har ikke spillet siden maj.

Den brasilianske fodboldstjerne Neymar må vente mindst en uge endnu på sin sæsondebut.

Lørdag fortæller cheftræner Thomas Tuchel, at brasilianeren ikke er med, når Paris Saint-Germain søndag møder Rennes i Ligue 1.

- "Ney" færdiggjorde ikke træningen med truppen i dag. Det er stadig for tidligt for ham, så vi venter en uge, før han kan være med dem igen, siger Thomas Tuchel.

Neymar har ikke spillet for den franske storklub siden slutningen af maj på grund af en ankelskade. Han var heller ikke med i Copa America i sommer. I sæsonstarten er han gået glip af Super Cuppen mod Rennes og ligapremieren mod Nimes.

Den 27-årige dribler har også været genstand for massive rygter om en muligt klubskifte denne sommer. Thomas Tuchel regner dog med, at Neymar også er at finde i PSG, når transfervinduet er lukket i det meste af Europa efter 2. september.

- Når jeg tænker på, at vi har et stærkt hold, så er det med ham på holdet. Intet har ændret sig, og han har en kontrakt tre år endnu. Transfervinduet lukker om under en måned, og i øjeblikket er han min spiller, siger Tuchel.

Neymar kom til PSG fra Barcelona for to år siden. På rygteplan har Barcelona flittigt været nævnt som en mulig destination, hvis Neymar skifter klub i år.