Fodbold

PSG-træner klar i mælet om Neymars fremtid

PSG's tyske træner, Thomas Tuchel, kræver en ny spiller, hvis den 27-årige brasilianer Neymar skifter klub.

Paris Saint-Germains brasilianske stjerne Neymar får ikke lov til at forlade klubben, uden at der kommer en erstatning retur.

Det siger den franske storklubs træner, Thomas Tuchel, efter PSG's nederlag til Rennes i den franske liga, Ligue 1.

- Han forlader ikke klubben, uden at der kommer en erstatning til. Det er ikke en mulighed, siger Tuchel efter kampen til det franske medie Canal+, skriver fodboldmagasinet Goal.com.

- Hvis han bliver, er det klart, at vi har en spiller, der kan hjælpe os med at vinde, siger han.

Neymar har den seneste tid været rygtet væk til de to store spanske klubber Real Madrid og Barcelona.

Sidstnævnte forlod han til fordel for PSG i 2017 for 1,65 milliarder kroner, hvilket stadigt er den dyreste handel i sporten nogensinde.

Ude med en skade

I nederlaget til Rennes sad den 27-årige brasilianer ude med en ankelskade, der har holdt superstjernen på sidelinjen siden juni.

Det franske og spanske transfervindue lukker 2. september.

Dermed har de spanske storklubber stadig 14 dage til at lukke en aftale med Neymar.

- Det er ikke vigtigt, hvad jeg tror. I dag spillede han ikke, fordi han ikke har trænet som de andre. Det er situationen lige nu, og den har ikke ændret sig, siger Tuchel om Neymar.

PSG spiller næste ligakamp på søndag.