Fodbold

Matchvinder undersøges for doping efter mærkværdig udtalelse

Frankfurts Martin Hinteregger scorede sejrsmålet i sæsonåbneren mod Hoffenheim. Senere i kampen blev han skadet, og nu er en undersøgelse sat i gang, efter Hintereggers egne udtalelser.

Frankfurts Martin Hinteregger blev matchvinder i weekenden. Nu undersøges han for brug af ulovlige midler efter udtalelser, han selv er kommet med.

En lidt for ærlig udmelding kan komme til at blive særdeles kostbar for østrigske Martin Hinteregger.

Forsvarsspilleren var eneste målscorer i Frankfurts Bundesligakamp mod Hoffenheim. Efterfølgende fortalte Hinteregger, at han ”fik en nål” et kvarter før, at kampen sluttede.

Senere kom det frem, at Martin Hinteregger også havde fået en pille i forbindelse med behandlingen. Det har fået det Nationale Antidoping Agentur (NADA) til at starte en sag.

- NADA har set scenen fra kampdagen og undersøger nu fakta, siger NADA-bestyrelsesmedlem Lars Mortsiefer ifølge Sky Sports’ tyske afdeling.

Afviser ulovligheder

Martin Hinteregger fik krampe i læggen med et kvarter tilbage af kampen. Ifølge ham selv var det den første af slagsen i sin karriere.

Uden for banen fik han efterfølgende behandling, og det var her, han skulle have ”fået en nål” og modtaget en pille. Østrigeren kom på banen igen og spillede kampen færdig.

Frankfurt afviser, at der er sket noget ulovligt i Hintereggers behandling.

- Dette er blevet en oppustet sag, som slet ikke er der. Martin Hinteregger er blevet behandlet med akupunktur, der har løst krampen, siger en talsmand for klubben.

Ifølge talsmanden modtog Hinteregger kulhydrater og magnesium, som klubben kalder ”almindelig i dette tilfælde”.

Martin Hinteregger kom til Frankfurt i transfervinduet i januar.