Fodbold

Rosenborg har egen politibetjent med til risikokamp i Zagreb

Mike Jensen og Anders Konradsen fejrer 3-1-scoringen mod Maribor, der endegyldigt sendte Rosenborg videre i Champions League.

Norsk politimand har brugt Youtube til at undersøge de kroatiske fans, og onsdag er han med det norske hold i Zagreb for at indsamle informationer.

Onsdag aften møder Rosenborg det kroatiske mandskab Dinamo Zagreb i den første af to kvalifikationskampe om at komme i Champions League-gruppespillet.

Selvom UEFA har sat sikkerhedsfolk til rådighed for det norske mandskab, har klubben sendt deres egen politimand med holdet til Kroatien for at blive klogere på de kroatiske fans.

- Vi regner med, at det kommer til at koge her i Zagreb. Men vi er først og fremmest med hernede for at få et billede af, hvad vi kan forvente til returkampen i Trondheim, siger den norske politimand Håkon Jørgensen til NRK.

Håkon Jørgensen kontrollerer til dagligt sikkerheden, når Rosenborg spiller kampe i Trondheim. Nu er han med holdet på udebanetur for blandt andet at blive klogere på den kroatiske fangruppering Bad Blue Boys (BBB).

- Vi har hørt om BBB, men det er bedre at gå på Youtube for at se, hvilken form for fans de er. Og ja, det kommer nok til at koge.

I Zagreb vil de med hjælp fra den kroatiske fodboldklub og det lokale politi prøve at kortlægge, hvor mange kroatiske tilhængere, ikke mindst fra BBB-grupperingen, der vil tage turen til Norge i næste uge.

Notorisk kendt for larmende fans

Dinamo Zagreb-fans har tidligere været i politiets og det europæiske fodboldforbunds søgelys. I denne sæsons første kvalifikationskamp til Champions League måtte Dinamo Zagreb spille for tomme tribuner på grund af racistisk opførsel.

Selvom de kroatiske fans har det med at lave larm, opfordrer Jørgensen stadig de norske tilhængere til at møde op til returkamp på Lerkendal Stadion.

- Der bliver nok lidt mere politi end til en normal kampdag. Men tilskuerne har ingen grund til at være bange for at møde op og hjælpe Rosenborg i Champions League-gruppespillet, siger Jørgesen.

Til onsdagens kamp i Zagreb vil der være 600 politibetjente til stede, hvorimod der til Rosenborgs hjemmekampe normalt er fem.