Tidligere direktør lænker sig til stadion i protest mod upopulær ejer

Bury FC's tidligere direktør Joy Hart har lænket sig til klubbens stadion i protest over klubejeren, der er ved at køre klubben i sænk.

Der hænger mørke skyer over en af Englands ældste fodboldklubber, Bury FC.

Klubben der blev grundlagt i 1885 er under administration, har stor spillermangel, og det engelske fodboldforbund, FA, har måttet udsætte Bury FC's første seks kampe i sæsonen.

Kan Bury FC ikke præsentere en sund økonomisk plan inden fredag, går klubben konkurs og vil blive tvangsnedrykket fra de engelske divisioner.

Et papskilt ved Gigg Lane. Steve Dale opfordres til at sælge Bury FC for at redde klubben.
Et papskilt ved Gigg Lane. Steve Dale opfordres til at sælge Bury FC for at redde klubben. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix
Et skilt i en rude ved Gigg Lane.
Et skilt i en rude ved Gigg Lane. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Det dystre scenario har fået Bury FC's tidligere direktør Joy Hart til at tage utraditionelle metoder i brug for at redde den synkende skude. Hart har lænket sig selv til klubbens stadion.

- Jeg gør det, fordi jeg elsker Bury FC, ligesom alle klubbens andre fans. Jeg gør bare min del, siger hun ifølge den britiske avis The Guardian.

Bury-spiller rasede mod klubejeren i radioen

Joy Hart er ikke alene tidligere direktør i klubben, hun er også datter af klublegenden Les Hart, der spillede hele 44 år for 'The Shakers', og som har fået den ene endetribune opkaldt efter sig.

Hart er især ikke tilfreds med den nuværende ejer, Steve Dale, som hun mener har ødelagt klubbens økonomi.

- Alle større byer bør have en fodboldklub, hvor byen kan mødes. 135 års historie vil være væk på fredag, hvis ikke Steve Dale sælger, siger hun.

Steve Dale overtog i vinter Bury FC og alle klubbens ubetalte regninger for det symbolske beløb af ét engelsk pund. Men ligesom hans forgængere har også hans redningsforsøg været mislykket, og nu vil han ikke sælge igen trods flere købstilbud.

Blomster foran Bury FC's hjemmebane Gigg Lane.
Blomster foran Bury FC's hjemmebane Gigg Lane. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Det har gjort Dale upopulær både blandt fans og spillere, hvilket viste sig i en direkte radioudsendelse tidligere på ugen, hvor han og Bury-spilleren Stephen Dawson endte i en ophedet diskussion.

- Lad os komme til sagen. Du har ikke betalt os løn i måneder. Du har ikke vist, at du har penge til at redde klubben, og jeg er på kanten af at miste alting, rasede midtbanespilleren.

Bury FC rykkede i sidste sæson op fra den engelske League Two til League One, der er den tredjebedste række i England.

Flere fans har efterfølgende sluttet sig til Joy Harts protest, som hun siger, hun vil fortsætte så længe som muligt.