Fodbold

Efter 'perfekt start' i Lyon vil Danmarks dyreste på landsholdet

Joachim Andersen er efter en super start i franske Lyon klar til at bide sig fast på det danske fodboldlandshold.

Der findes både gode og dårlige begyndelser på nye eventyr, og så findes der i ny og næ sådan én, som den 23-årige fodboldspiller Joachim Andersen har fået i Lyon. En start, der ikke kunne være skrevet bedre.

- Det har været helt perfekt, siger han til TV 2 SPORT.

Den franske storklub gjorde i sommer den unge forsvarsspiller til Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde med en pris på hele 225 millioner kroner.

To kampe med fuld spilletid, seks point, to storsejre og en enkelt dansk rekord er Joachim Andersen og Lyons udbytte efter sæsonstarten i den bedste franske række, Ligue 1.

Først blev Monaco slået med 3-0 i premieren for godt to uger siden. Her satte Joachim Andersen rekord med 103 succesfulde afleveringer - flest af en debutant i Ligue 1 nogensinde.

En uge senere kom Angers på besøg i Lyon og blev sendt hjem med en endefuld på hele 6-0.

- Det kunne ikke have været en bedre start - både for mig og for holdet. Vi har en masse nye spillere og en ny træner, så der var ikke nogen, der forventede, at vi skulle smadre Monaco og Angers fuldstændig, som vi har gjort.

- Det har vist været godkendt. Jeg føler egentlig, at jeg godt kan spille bedre endnu, men jeg er selvfølgelig super glad for starten, fortæller Joachim Andersen.

Joachim Andersen jubler sammen med holdkammeraterne over den perfekte sæsonstart.

Landsholdet er det store mål

Den gode start er ikke gået ubemærket hen i det franske, hvor danskeren allerede har høstet store roser hos både fans og franske medier.

Den ros er Joachim Andersen naturligvis glad for, men for den tidligere Sampdoria-spiller er det noget vigtigere, hvad den danske landstræner Åge Hareide synes om præstationerne.

- Landsholdet og landskampe for Danmark er et stort mål for mig.

Kampe i rødt og hvidt er det blevet til på diverse U-landshold for Joachim Andersen, men debuten på A-landsholdet har forsvarsspilleren fortsat til gode. Mandag kan han så komme et stort skridt nærmere den drøm.

Her offentliggør assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson nemlig navnene på de spillere, der er med på holdet i de to EM-kvalifikationskampe mod Gibraltar og Georgien i september. Landstræner Åge Hareide er fraværende på grund af en infektion efter en knæoperation.

- Jeg håber at være med i truppen. Jeg føler selv, at jeg har en god mulighed for det, når jeg spiller fast i en klub som Lyon. Det var også en af grundene til, at jeg skiftede herned. Jeg ville gerne stå stærkere i forhold til en plads på landsholdet, som virkelig er en af mine største drømme, forklarer Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

Umiddelbart står Lyon-spilleren da også med en ganske god sag på hånden. De andre danske centerforsvarer har i hvert fald ikke fået samme succesfulde start på den nye fodboldsæson.

I Sevilla er den normale landsholdsanfører Simon Kjær lagt på is og sendt på tribunen, Mathias 'Zanka' Jørgensen er først for nylig kommet på plads i Fenerbahce efter en længere periode uden spilletid i Huddersfield, mens Jannik Vestergaard og Andreas Christensen begge spiller uden at imponere i Southampton og Chelsea.

- Det er svært at sige, hvordan jeg står i forhold til dem. Landsholdsfodbold er også anderledes end klubfodbold. Vi må se, hvordan det kommer til at se ud. Jeg håber da, men det er jo op til Åge. Det er ham, og det billede han har af os spillere, der afgør det.

Bare én enkelt gang har Joachim Andersen været med blandt Åge Hareides udvalgte. Det var tilbage i marts, hvor forsvarsspilleren var med i landsholdstruppen til kampene mod Kosovo og Schweiz. Dengang måtte han dog nøjes med at se kampene fra bænken.

Det er heller ikke meget kontakt, der er mellem Joachim Andersen og landsholdets trænerduo. En enkelt lykønskning med skiftet til Lyon på SMS fra Jon Dahl Tomasson er det eneste, det er blevet til. Det forhindrer dog ikke Joachim Andersen i at tro på, at lige præcis hans navn bliver læst op mandag.

- Jeg har ikke selv snakket med Åge og Jon. Men jeg hørte heller ikke noget, da jeg blev udtaget første gang. Så vi må bare vente at se. Jeg ser altid landsholdsudtagelserne, men denne gang bliver det nok lidt mere spændende, end det plejer, indrømmer Andersen over for TV 2 SPORT.

Smilet var stort, da Joachim Andersen i juli blev præsenteret i Lyon.

Masser af nye indtryk

Generelt har spænding og store oplevelser ikke været en mangelvare i Joachim Andersens liv det seneste halve år.

En forrygende sæson i den italienske Serie A hos Sampdoria fik storklubber som Arsenal, Tottenham, AC Milan, AS Roma og Lyon til at kæmpe om danskerens underskrift i denne sommers transfervindue.

Her var det som bekendt den franske storklub, der trak det længste strå og fik Joachim Andersen til at underskrive en femårig kontrakt til godt 23 millioner kroner om året efter skat.

- Der har været en masse nye ting og nye indtryk, jeg lige har skullet fordøje, erkender Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde.

Nu er den danske forsvarsspiller så ved for alvor at finde sig til rette i Frankrigs næststørste by. For to uger siden flyttede han endelig ind i sit nye hus, navnene på de nye holdkammeratter sidder der så småt, og de franske gloser bliver flere og flere.

- Jeg er begyndt på franskundervisning. Det går stille og roligt frem. Jeg trives virkelig.

På fodboldbanen er de første par kampe også blevet klaret med bravour, og det har fået ambitionerne om en stor sæson til at vokse.

- Jeg er utrolig glad, for den start vi har fået med to gode sejre. Det har været det vigtigste. Sådan en start giver blod på tanden. Alle har en stor tro på tingene, så det skal nok blive en rigtig fin sæson, lyder det optimistisk fra Joachim Andersen, der også har troen på, at Lyon kan udfordre de store favoritter til mesterskabet fra Paris Saint-Germain.

- Paris er selvfølgelig utrolig stærke, men jeg har det sådan, at jeg vil vinde enhver kamp. Uanset hvem vi møder. Så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke bare skal gå efter at vinde det hele.

Joachim Andersen med en vigtig aktion i debuten for Lyon mod Monaco.

Snart Champions League-tid

Joachim Andersen føler allerede, at han har vundet. Ikke i forhold til trofæer, hæder og prestige, men i det altid svære valg af klub, der har fået så mange fodboldspillere til at knække nakken.

Sådan har det altid været for den 23-årige dansker, der siden sin seniordebut for hollandske Twente er gået fra succes til succes. Først i Holland, siden da i Sampdoria og nu hos den indtil videre største klub i Joachim Andersens unge karriere, Lyon.

- Det, der har gjort størst indtryk på mig, er, hvor stor klubben egentlig er. Den første kamp på hjemmebane foran 50.000 var virkelig fedt. Det er en kæmpe klub, og jeg kan godt mærke, at det også er et bedre hold, jeg er kommet til. Der er lige skruet lidt op for det hele. Alt spiller maksimalt, siger han til TV 2 SPORT.

Udover en mulig landsholdsdebut og flere store kampe i den franske liga venter der med garanti endnu større indtryk på Joachim Andersen i den nærmeste fremtid.

Det er nemlig snart ved at være tid til at få sparket verdens største og mest prestigefyldte klubturnering, Champions League, i gang.

- Jeg har drømt om at spille Champions League, siden jeg var helt lille. Det bliver lidt underligt at skulle spille tirsdag og onsdag og ikke bare ligge på sofaen og se det.

29. august finder Lyon og Joachim Andersen ud af, hvem de tre modstandere i gruppespillet bliver. Og her har danskeren naturligvis et ønske til lykkens gudinde, Fortuna.

- Jeg har selv en lille drøm om at trække Real Madrid. Dem har jeg altid været lidt lun på, så det ville være fedt. Men der er mange gode hold, og det bliver bare så stort at skulle spille Champions League.

I først omgang venter der en mulig landsholdsudtagelse mandag, inden Joachim Andersen og Lyon forsøger at skrive endnu et kapitel i historien om den perfekte sæsonstart, når de tirsdag møder Montpellier i den franske Ligue 1.