Fodbold

Napoli slår Fiorentina i underholdende kamp - se alle syv mål i kampen her

Napoli og Fiorentina leverede forrygende underholdning, da de to mandskaber lørdag aften tørnede sammen i første runde af Serie A.

Der var action fra start til slut, da Napoli og Fiorentina tog hul på deres Serie A-sæson lørdag aften.

Hele syv scoringer blev det til i Firenze i en fuldstændig hæsblæsende kamp, som Napoli trak sig sejrrigt ud af med 4-3.

Dermed fulgte Napoli op på sejren hos mesterskabskonkurenterne fra Juventus, der tidligere lørdag vandt med 1-0 i Parma.

Der var dog væsentlig mere liv i Napolis åbningskamp.

Allerede efter ni minutter fik vi kampens første scoring. Den stod Erick Pulgar fra Fiorentina for, da han sikkert sparkede et straffespark i nettet.

Den føring holdt faktisk et godt stykke tid. Men fire gyldne Napoli-minutter inden pausen vendte opgøret på hovedet takket være mål fra Lorenzo Insigne og Dries Mertens, som sendte napolitanerne til pause med føringen.

Flotte langskudsmål

Fiorentina kom dog blæsende ud til anden halvleg. Nikola Milenkovic kom højest på et hjørnespark og sendte hjemmeholdet på pointkurs.

Det lavede den tidligere Real Madrid-spiller Jose Callejon hurtigt om på.

Fire minutter efter udligningen lå bolden atter i nettet, og Napoli var på ny foran efter et forrygende langskud langs græsset fra midtbanespilleren.

I Fiorentina kan de også score fra distancen. Det viste Kevin-Prince Boateng efter godt en times spil.

Herefter virkede det langt om længe til at tilskuere og seere kunne få pustet lidt ud, men nej. Nok engang ville Napoli det anderledes.

To minutter efter Boatengs udligning til 3-3, sendte Lorenzo Insigne kampens sidste mål i nettet efter et forrygende opspil og sikrede en særdeles hårdt tilkæmpet sejr til Napoli.