Mukhtar taler med udenlandsk klub

16x9
Hany Mukhtar nærmer sig et klubskifte. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Hany Mukhtar kan være i gang med sit sidste halvår i superligaklubben Brøndby IF.

Brøndby IF har givet midtbaneprofilen Hany Mukhtar lov til at indgå i dialog med en udenlandsk klub.

Det fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside:

- Vi har igennem et stykke tid været i dialog med en udenlandsk klub om et eventuelt salg, og vi har derfor givet Hany tilladelse til at besøge klubben og afslutte forhandlingerne om hans personlige vilkår.

Af samme grund er Mukhtar ikke en del af Brøndbys trup til søndagens kamp mod AGF, som ellers var udset til at blive hans comeback efter en skade og sygdom.

Carsten V. Jensen fortæller videre, at såfremt et skifte skulle falde på plads over de kommende dage, vil Hany Mukhtar fortsætte i Brøndby efteråret ud og først skifte efter nytår.

Har tiltrukket interesse i lang tid

Ifølge Ekstra Bladet er det en MLS-klub, der er interesseret i den 24-årige tysker, der har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2021.

Mukhtar kom til Brøndby i 2016 på en lejeaftale fra portugisiske Benfica. I april 2017 udnyttede den danske klub en option i aftalen, så skiftet blev permanent.

- Hany er en dygtig spiller, som i lang tid har tiltrukket interesse fra en række udenlandske klubber på grund af den udvikling, han har gennemgået i Brøndby IF de sidste tre år.

- Hany var et kreativt og meget offensivt tænkende talent, da han kom til Brøndby IF for tre år siden, og i dag har han udviklet sig til at være en af lederne på holdet, som tager ansvar både offensivt og defensivt.

Hany Mukhtar har båret nummer 10 i alle sine sæsoner i Brøndby. Han har spillet 120 kampe og scoret 26 mål for klubben.