Ny Juventus-stjerne bænket fra start: - Han kommer til at få det svært

En italiensk journalist er ikke i tvivl om, at Matthijs de Ligt får svært ved at spille sig fast ind i startopstillingen hos Juventus.

Selvom han kostede Juventus cirka 560 millioner kroner og er de italienske mestres tredje dyreste indkøb i klubbens historie, måtte den unge hollandske stjerne Matthijs de Ligt tage plads på bænken, da Juventus lørdag tog hul på den nye Serie A-sæson.

Her blev den 20-årige forsvarsspiller siddende kampen igennem mod Parma, mens han kunne se holdkammeraterne slide en sejr på 1-0 hjem.

Pladsen på bænken var en stor skuffelse for hollænderen, der havde håbet på, at han allerede var blandt den nye Juventus-træners, Maurizio Sarri, favoritter.

- Selvfølgelig ville jeg have foretrukket at spille, men jeg respekterer selvfølgelig trænerens beslutning, fortæller de Ligt til den hollandske avis AD.

I stedet for den tidligere Ajax-spiller var det den rutinerede duo Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, der styrede det centrale forsvar.

- Jeg er stadig i gang med en tilpasningsfase i Italien, så jeg må også være realistisk. Chiellini og Bonucci blev i lang tid regnet for at være den bedste forsvarsduo i verden. Så jeg må tilkæmpe mig en plads i løbet af sæsonen, lyder det optimistisk fra de Ligt til den hollandske avis AD.

Lang vej til en startplads

Men vejen til en fast og regulær plads hos de mangedobbelte og forsvarende italienske mestre kan vise sig at blive lang og hård for den unge hollandske landsholdsspiller.

Det vurderer den italienske journalist Luca Bianchin, der i mange år har dækket Juventus fast for den store sportsavis Gazetta dello Sport.

- Chiellini og Bonucci kommer ikke til at gøre det nemt for ham at komme på holdet. De Ligt er stadig ung, men konkurrencen er hård, forklarer den italienske journalist til det hollandske medie NOS.

- Under træningsturneringen i Kina spurgte jeg Sarri, om han kunne finde på at spille med de tre på samme tid. "Aldrig", svarede han. Der er to pladser til de tre centerforsvarsspillere.

Den hårde konkurrence er dog langt fra lig med, at det slet ikke bliver til spilletid for de Ligt.

Den fremskredne alder hos Giorgio Chiellini, der for nylig rundede 35 år, kommer til at give en del spilletid til den unge hollænder i løbet af sæsonen. Men det er langt fra sikkert, at det bliver i de store og vigtige kampe, vurderer den italienske journalist Luca Bianchin.

- Chiellini kommer ikke til at spille mere end 25 kampe i den her sæson. Han er oppe i årene, har ofte problemer med fysikken og vælger derfor sine kampe. Det kommer til at give muligheder til de Ligt, siger han til det hollandske medie NOS.

Næste chance for spilletid for de Ligt kommer i næste weekend, når Juventus møder Napoli om lørdagen på hjemmebane.