Fodbold

Engelsk traditionsklub tæt på at lukke: - Det er hjerteskærende

Udsigterne for Boltons fremtid i det engelske ligasystem ser sorte ud.

Tirsdag klokken 18 dansk tid skulle pengene være fundet, men der er endnu ikke meldt noget ud.

Opdatering: Ved midnat tirsdag var der endnu ikke en afklaring på Boltons situation, og det er fortsat uvist, hvad der sker med klubben.

I 1874 blev fodboldklubben Bolton Wanderers grundlagt.

Men om få timer kan det være slut for den 145 år gamle klub, der i skrivende stund kæmper en hård økonomisk kamp for at overleve som fodboldklub i det engelske ligasystem.

Fremtiden for Bolton Wanderers er stadig usikker, men vi er nødt til at tro på, at der kan komme et positivt udfald

Paul Appleton

Traditionsklubben har i en årrække kæmpet med store økonomiske udfordringer. Det står nu så slemt til, at organisationen bag de professionelle fodboldligaer i England, EFL, har givet klubbens ejere frem til tirsdag klokken 17 til enten at sælge klubben eller sikre en økonomi, der er stærk nok til at fortsætte.

- Det er hjerteskærende. Det må ikke ske for klubben og byen. Det er forfærdelige udsigter.

- Vi er meget bekymrede over udsigten til, at klubben likvideres. Vi opfordrer alle involverede parter til at samarbejde om en aftale, der kan redde os, fortæller en af klubbens ansatte til BBC.

Ifølge BBC vil 150 personer miste deres job, hvis League 1-klubben lukker ned.

Bolton Wanderers har aldrig vundet Premier League, men traditionsklubben har vundet FA Cuppen fire gange - senest i 1958.

Direktør er optimistisk for redning

Boltons direktør, Paul Appleton, fortalte lørdag, at en mulig aftale var brudt sammen, og at "en lukning af klubben ville begynde denne uge", hvis ikke situationen ville ændre sig.

Og netop det kan være tilfældet i sidste øjeblik. Til Sky Sports fortæller direktøren, at der fortsat er et håb om overlevelse.

- Jeg er glad for at kunne fortælle, at der stadig er en dialog mellem parterne, der i sidste ende kan beslutte klubbens skæbne, siger Paul Appleton.

- Vi vil gøre alt, der er muligt, for at facilitere en aftale, og vi vil arbejde utrætteligt for at gøre det færdigt for klubben, fansene, personale og hele samfundet. Fremtiden for Bolton Wanderers er stadig usikker, men vi er nødt til at tro på, at der kan komme et positivt udfald.

Bolton Wanderers er ikke den eneste klub fra Manchester, der kæmper for sit liv. Ejeren af League 1-klubben Bury FC skal ligeledes nå at sælge klubben inden klokken 18 dansk tid.

Deres deadline blev udskudt i lørdags, fordi klubejer Steve Dale angiveligt har aftalt et salg.