- Hvis United har brug for mig, så er jeg her, siger Zlatan
Den svenske fodboldstjerne har scoret masser af mål i USA. Nu tilbyder han sig til sin tidligere klub Manchester United.
Zlatan Ibrahimovic har haft en glorværdig karriere. Svenskeren har spillet i store klubber som Barcelona, Paris Saint-Germain og Manchester United og har i mange år været betragtet som en af verdens allerbedste spillere.
Svenskeren er aldrig vendt tilbage til en klub, han tidligere har spillet for, men det kan ændre sig.
I øjeblikket nyder han tilværelsen i amerikanske LA Galaxy, hvor hans kontrakt udløber ved sæsonafslutningen i november i år, men hvis Manchester United kan bruge ham, kan de bare ringe.
- Jeg kunne med lethed spille i Premier League, så hvis United har brug for mig, så er jeg her, siger Zlatan Ibrahimovic ifølge BBC.
Den engelske storklub var den sidste, Ibrahimovic spillede for, inden han drog til USA for at spille i Los Angeles.
Svenskeren var i den engelske klub fra 2016 til 2018. I sin første sæson scorede han 28 mål og vandt Europa League. Den anden sæson var ramt af en knæskade, og i marts 2018 blev de to parter enige om at opløse kontrakten.
Håber på flere trofæer
Siden da har Zlatan Ibrahimovic scoret 46 gange i 49 kampe for LA Galaxy.
I sidste sæson missede klubben ligaens slutspil, mens det i år ser ud til, at de kommer med.
Dermed får Ibrahimovic mulighed for at udvide sit trofæskab, som indtil videre tæller hele 33 titler vundet med forskellige europæiske klubber.
- Jeg gjorde mit arbejde i Europa. Jeg nød det. Jeg har 33 trofæer, som jeg har taget med hertil, og forhåbentlig kan jeg også få noget her. Og så må vi se, hvor eventyret afsluttes, siger han.
Følger stadig United
Zlatan Ibrahimovic har været væk fra europæisk fodbold i halvandet år, men han følger stadig med – også i Manchester Uniteds kampe.
Han fortæller, at han ser klubbens kampe. Det gjaldt også den seneste, hvor holdet brændte et straffespark mod Crystal Palace og tabte 1-2 i de sidste minutter.
- Jeg synes, de var uheldige. Hvis de scorer på straffesparket, er det en anderledes kamp. Men en kamp i England er ikke færdig, før den er færdig, siger Zlatan Ibrahimovic, som også fortæller, at han taler og giver råd til United-stjernen Paul Pogba.
Zlatan Ibrahimovic har tidligere spillet for Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Milan, PSG og Manchester United. Han har vundet ligaen i Holland, Frankrig, Italien og Spanien.