Fodbold

Hareide hiver Rønnow ind som sidste mand i truppen

Målmanden Frederik Rønnow er udtaget som den 23. mand til landskampene mod Gibraltar og Georgien.

Fodboldlandstræner Åge Hareide havde i første omgang kun udtaget 22 spillere til EM-kvalifikationskampene mod Gibraltar og Georgien, og kun to af dem var målmænd.

Torsdag satte han navn på den sidste plads, og ikke helt overraskende blev det Eintracht Frankfurt-målmanden Frederik Rønnow, der de seneste år har været reserve for Kasper Schmeichel på landsholdet.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Den 27-årige målmand har dog ikke fået meget spilletid de seneste sæsoner efter sit skifte til Frankfurt, som i sidste sæson lejede den tyske målmand Kevin Trapp og nu har hentet ham på en permanent aftale.

Det har lænket Rønnow til bænken i klubben, og der har været meget snak om, at han skulle skifte klub i dette transfervindue, som lakker mod ende.

Endnu er han dog at finde i Frankfurt.

Frederik Rønnow står noteret for syv landskampe for Danmark siden debuten i 2016.

Han var en stor profil i Superligaen for Brøndby, for hvem han vogtede målet i 120 kampe, inden turen gik til Frankfurt sidste sommer.

Her er det dog blot blevet til seks officielle kampe siden skiftet - to i Bundesligaen, to i Europa League, én i pokalturneringen og én tysk Super Cup-kamp.

De to øvrige målmænd i Åge Hareides landsholdstrup er Leicester-keeper Kasper Schmeichel og FC Midtjyllands sidsteskanse Jesper Hansen.

Landsholdet samles mandag forud for udekampene mod Gibraltar 5. september og Georgien 8. september.