Fodbold

Lukaku udsat for abelyde: - Vi skal ikke acceptere det

Romelu Lukaku blev i weekenden udsat for racisme i udekampen mod Cagliari. Nu kommer angriberen med et opråb i håbet om at få racismen ud af fodbold.

Selvom kalenderen siger 2019, er det ikke ens betydende med, at racisme er udryddet. Heller ikke i fodboldverden.

Det måtte den belgiske angriber Romelu Lukaku sande søndag aften, da han skulle eksekvere et straffespark for sin italienske klub Inter på udebane mod Cagliari i den italienske Serie A.

Den sorte angriber blev mødt af adskillige abelyde fra hjemmeholdets tilskuere, men formåede på trods af opførslen at holde hovedet koldt og score det vindende mål, der sikrede Inter de tre point.

Dagen derpå kommer den belgiske landsholdsspiller med en klar opfordring: Racisme skal én gang for alle ud af fodbolden.

- Fodbold er et spil, der skal nydes af alle, og vi burde ikke acceptere nogen form for diskrimination, der bringer vores spil i skam, skriver Romelu Lukaku i et opslag på det sociale medie Instagram.

Cagliari har gjort det før

Mens Romelu Lukaku i weekenden var offer for de ondsindede handlinger fra Cagliari-fansene, så har flere andre mørke spillere været udsat for lignende behandling i netop Cagliari.

I sidste sæson måtte det italienske stortalent Moise Kean og Juventus' Blaise Matuidi lægge øre til abelyde, mens Sully Muntari led samme skæbne i 2017, da han var på besøg med Pescara.

- Jeg håber, at fodboldforbund verden over vil reagere stærkt på alle sager med diskrimination, fortsætter Romelu Lukaku i sit opslag på Instagram.

Indtil videre har Cagliari ikke modtaget nogen straf i forbindelse med de tre sager. Det er endnu uvist, om det italienske fodboldforbund vil åbne en disciplinærsag.

Klubben selv gør det dog klart, at de finder opførslen fra sine egne fans 'uacceptabel'.

- Endnu engang understreger klubben, at det er vores intention at identificere og straffe disse ignorante individer, hvis skamfulde handlinger og opførsel er totalt imod klubbens værdier. Vi har fuld solidaritet med Lukaku.

United-spillere

Mens Cagliari-fansene flere gange har vist prøver på den dårlige opførsel, så er racisme mod mørke fodboldspillere ikke kun et problem på banen.

De to Manchester United-spillere Marcus Rashford og Paul Pogba har i denne sæson begge været udsat for flere racistiske beskeder på de sociale medier på grund af brændte straffespark, der har kostet den engelske storklub point.

Og netop folkene bag de populære sociale medier, samt brugerne af dem, kommer Romelu Lukaku ligeledes med en opsang til.

- De sociale medier som Instagram, Twitter og Facebook er nødt til at gøre det bedre, fordi hver eneste dag kan man se i hvert fald én racistisk kommentar på et opslag fra en farvet. Vi har sagt det her i flere år, men der er stadig ikke sket noget.

- Mine damer og herrer. Det er 2019. I stedet for at gå frem, så bevæger vi os tilbage, og jeg synes, at vi som spillere er nødt til at gå sammen og komme med en udtalelse på det her problem, så vi kan holde fodbolden ren og elskværdig for alle.

Stor opbakning

Opslaget fra Romelu Lukaku har fået masser af opbakning og støtte.

I skrivende stund har mere end 130.000 mennesker kvitteret med et 'like', mens flere nuværende og tidligere fodboldspillere udtrykker stor sympati.

- Jeg elsker dine ord, og jeg er enig i, at det er tid til flere og andre handlinger. Jeg giver dig et ring snart, så vi kan snakke om det, skriver den tidligere storspiller Clearence Seedorf på Lukakus opslag.

Andre spillere som Bayern Münchens Jerome Boateng, hollandske Eljero Elia og Evertons Yannick Bolasie har kommenteret opslaget med en knyttet næve, der er bredt anerkendt som et symbol for solidaritet og opbakning.

Også den italienske klub Pescara, der tidligere har haft en spiller i samme situation som Romelu Lukaku i form af Sulley Muntari.

- Sig nej til racisme. Vi står bag dig, Romelu, skriver den italienske klub Pescara på Twitter.