Fodbold

- Bendtner skal vise, at han er blevet en voksen mand, siger 'Zanka'

Nicklas Bendtner er fortid i norske Rosenborg. Resten af året skal han optræde for superligaklubben FC København. Ole Martin Wold / Scanpix Denmark

Nicklas Bendtner er FCK-spiller resten af året. Ifølge en tidligere FCK'er skal han nu vise sin bevidsthed om, at det måske er hans sidste chance.

Klubskifter var temaet på fodboldlandsholdets presseseance tirsdag, og selv om han ikke er en del af holdet i øjeblikket, fyldte Nicklas Bendtner alligevel en del.

Mandag aften klokken kvart i lukketid (23.45) oplyste FC København (FCK), at klubben havde indgået en aftale med den danske angriber gældende for resten af året.

Mathias 'Zanka' Jørgensen kender som tidligere FCK'er klubben aldeles godt, og som ven til Bendtner kender han også den 193 centimeter høje Kastrup-knægt bedre end de fleste.

Den situation han står i lige nu, er måske til dels selvforskyldt

Mathias 'Zanka' Jørgensen om Nicklas Bendtner

Den nuværende Fenerbahce-spiller tror på, at Bendtners ophold i FCK kan blive en succes, men at det helt og holdent er op til Bendtner selv.

- Det bliver op til Nicklas at vise, at han på banen, men også uden for banen er blevet en voksen mand og en mand, som ved, at det her er en gylden og måske sidste chance for at vise, at han stadig kan det her, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Han er en af de angribere i Danmark, der har et gudsbenådet talent.

- Kan gøre det rigtig godt i FCK

'Zanka' vågnede som så mange andre op til nyheden om Nicklas Bendtners skifte til FCK, og det første, der faldt forsvarsspilleren ind, var, at det er en god mulighed for Bendtner til at ændre det generelle billede, der har været af ham i et stykke tid.

- Den situation han står i lige nu, er måske til dels selvforskyldt, men jeg synes også, at den har været en lille bitte smule uretfærdig. Men der skal man nok kende lidt flere detaljer, end offentligheden gør, siger 'Zanka'.

- Men det er en god mulighed for ham. FCK står med et hul efter nogle alvorlige skader til nogle angribere (Jonas Wind og Dame N'Doye, red.), og hvis Nicklas kan bevise og finde vejen til at vise sit store talent igen, er jeg ikke i tvivl om, at han kan gøre det rigtig godt i FCK.

Nicklas Bendtner træner med sine nye holdkammerater første gang onsdag formiddag.

Han kan få debut for FCK i udekampen mod Hobro 15. september, og fire dage senere kan han så få sin hjemmebanedebut, når Lugano fra Schweiz gæster Parken til holdenes første kamp i dette års Europa League-gruppespil.