Bendtner håber på længere kontrakt med FCK

16x9
Nicklas Bendtner tog sig god tid til at svare på de fremmødtes spørgsmål, da FCK og angriberen holdt pressemøde onsdag. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Nicklas Bendtner sigter ikke efter at komme til udlandet igen, når hans korte kontrakt med FCK udløber. I stedet håber han på at kunne blive i FCK.

Siden Nicklas Bendtner som 16-årig tog til engelske Arsenal, har han kun spillet kampe på dansk grund, når han har trukket landsholdstrøjen over hovedet.

Men nu er udlandseventyret i klubberne Arsenal, Birmingham, Sunderland, Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og senest Rosenborg forbi. Og den danske angriber er ikke sikker på, at han igen skal til udlandet.

For han sigter efter at få forlænget sin kontrakt med FCK, der i første omgang lyder på fire måneder.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ønsker, at kontrakten skal forlænges. Men det kræver også, at jeg beviser noget i de her fire måneder, siger han.

Han kunne også fortælle, at han har sagt nej til tilbud fra udlandet, inden han skrev under med FCK.

- Her til sidst var der nogle tilbud. Men det var mere i starten af vinduet, at jeg takkede nej til økonomi og oversøiske tilbud, siger han.

Har aldrig spillet Superligaen

31-årige Nicklas Bendtner har tidligere spillet i FCK, men det var som ungdomsspiller, og han har derfor aldrig spillet i Superligaen.

Men selvom han tidligere har spillet i store turneringer som Premier League, Serie A, Bundesligaen og Champions League, så glæder han sig til at prøve kræfter med Superligaen.

- Det har altid været en drøm for mig at spille i FCK. Med det, der medfølger Superligaen, og det glæder jeg mig til, siger han.

Den flamboyante angriber har selv talt sammen, at han nu har 24 kampe til at bevise sit værd i, og om fire måneder håber han på, at han igen sidder til et pressemøde med FCK.

- Forhåbentligt gør jeg det så godt, at vi sidder her igen på et tidspunkt i januar, siger han.

Og så er det ikke sikkert, at udlandet bliver aktuelt igen, siger en vanligt selvsikker Nicklas Bendtner.

- Det kommer an på, hvor lang aftalen den bliver, griner han.