Fodbold

Bendtner smilte trods store afbrændere: - Skulle lige rette sigtekornet ind

Størstedelen af Nicklas Bendtners første FCK-træning blev brugt på skudtræning, hvor skarpheden foran målet manglede. Det erkender Bendtner selv.

Hovedstadsklubbens nye nummer 32 havde onsdag sin første træning, hvor hundredvis af fans og pressefolk var mødt op.

Viktor Fischer og Nicklas Bendtner brugte store dele af træningen på skudtræning, og for Bendtners vedkommende manglede der en smule kynisme foran målet.

- Det var dejligt at komme i gang med første træning. Jeg skulle lige rette sigtekornet ind, ha ha, lød det fra Bendtner umiddelbart efter træningen med et smil på læben.

Selvom skarpheden udeblev, så var den tidligere landsholdsspiller glad, da TV 2's reporter spurgte ham til følelsen af at være tilbage.

- Det er dejligt at være tilbage i København. Fantastisk, sagde Bendtner.

Han spillede i FCK’s ungdomsafdeling fra han var 14 år. I sommeren 2004 skiftede han som 16-årig til Arsenal.

Ny humørspreder i truppen

Bendtners første træning var hovedsageligt i selskab med Fischer, hvor de to var isoleret for at teste deres målnæser.

De to kender hinanden fra blandt andet landsholdssamlinger, og Fischer viste umiddelbart efter træningen stor begejstring for sin nye holdkammerat.

- Jeg kender ham jo fra landsholdet, og nu kommer jeg til at lære ham endnu bedre at kende her. Han er glad og frisk og spreder godt humør. Det skal han endelig blive ved med i takt med, han kommer i bedre og bedre form, siger Viktor Fischer til TV 2 SPORT.

Bendtner har i årevis tiltrukket meget opmærksomhed uden for banen. Holdkammeraten Fischer er dog fortrøstningsfuld omkring, at Bendtner kommer til at fokusere på spillet inde på banen.

- Nicklas skal være opmærksom på, at der kommer rigtig meget opmærksomhed omkring ham. Det kan alle jo se. Og vi håber, han kommer til at gøre en forskel på banen. Og jeg tror, at Nicklas kommer til at arbejde rigtig hårdt for, at det også er der, han kommer til at tage sine overskrifter.

Bendtner var senest i mediernes søgelys tilbage i november sidste år, hvor han blev idømt 50 dages ubetinget fængsel efter et sammenstød med en taxachauffør.

En af de allerbedste

Selvom Bendtner har skabt negativ opmærksomhed omkring sig selv utallige gange, har han en karriere, som de færreste danske fodboldspillere kan prale af.

Med klubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg i bagagen samt 30 mål i 81 landskampe er der store forventninger til den nyankomne spydspids.

- Hvis Nicklas kommer i form, så kan han selvfølgelig bidrage med noget. Det er en af de allerbedste angriber, der har været de sidste 10-15 år. Så selvfølgelig kan han bidrage med noget, hvis han kommer i form, siger Fischer.

Bendtner kan allerede få sin uofficielle debut for FCK torsdag, når reserveholdet spiller mod Lyngby klokken 13.