Fodbold

Solbakkens kommentar om Bendtner fik folk til at grine på pressemødet

Nicklas Bendtner ville meget gerne til FCK og har lovet Ståle Solbakken at levere varen.

På et pressemøde onsdag i Parken blev den danske angriber Nicklas Bendtner officielt præsenteret som ny FC København-spiller.

Her fortalte, klubbens træner, Ståle Solbakken, at han gennem længere tid har haft samtale og sms-korrespondancer med Bendtner. Og afslørede en del af indholdet ved at sige, at Bendtner ikke har holdt sig tilbage med at love noget.

- Hvis Nicklas kan leve op til bare halvdelen af de ting, han har lovet mig i vores sms'er, så bliver det her rigtig godt, sagde Solbakken grinende, og det smittede af hos resten af folkene i presserummet.

- Kan han leve op til det hele, så bliver det fantastisk, lød det fra FCK-træneren, som kort efter i en mere seriøs tone fortalte, at han og Bendtner har haft nogle gode og ærlige snakke.

Senere på pressemødet blev Bendtner forholdt til samtalen, men han ville ikke have det ud i offentligheden.

- Det, mig og Ståle har snakket om, er sikkert meget af det, som I kan gætte jer til. Men jeg tror bare, at det bliver mellem os, sagde Bendtner med et smil.

Solbakkens kommentar om Bendtner blev modtaget med grin.

En drøm i mange år

Den 31-årige angriber er dog lykkelig for endelig at kunne trække i den hvide FCK-trøje.

- Det er kæmpestort for mig, og jeg har drømt om det i mange år. For mig er det en sublim mulighed, og jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang, siger Bendtner.

Den danske angriber var kørt helt ud på et sidespor i norske Rosenborg, efter at han vendte tilbage fra at have afsonet sin voldsdom i slutningen af februar.

Klubbens nye træner, Eirik Horneland, havde ingen fidus til Bendtner, som til sidst hverken spillede kampe eller trænede med holdet.