Fodbold

Det skal du vide om Danmarks kamp og modstander i aften

Christian Eriksen før træningen på Victoria Stadium i Gibraltar 4. september 2019. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Gibraltar er en lille stenknold på sydkysten af Den Iberiske Halvø, hvor profiteroles er nationalretten, og det officielle sprog er engelsk.

Hvis Kasper Schmeichel virkelig strammer sig an, kan han sparke bolden over på Gibraltars eneste landingsbane.

Og får de danske landsholdsspillere tid til at kigge bare en anelse op mod himlen, kan de ikke undgå at se den 426 meter høje klippe, der har skaffet den 6,8 kvadratkilometer lille halvø tilnavnet 'The Rock'.

Victoria Stadium i Gibraltar med landingsbanen i baggrunden.

Særprægede omgivelser for et fodboldstadion? Absolut. Men det må de danske spillere leve med, når de spiller EM-kvalifikationskamp mod Gibraltar torsdag aften.

En lille halvø med frække aber

Men hvad er der ellers at fortælle om det britiske oversøiske territorium på sydkysten af Den Iberiske Halvø og dets landshold?

Først og fremmest at man i bil eller gående kommer til landet fra Spanien. Det er også muligt at flyve fra eksempelvis London eller sejle dertil.

Der er 34.003 indbyggere plus cirka 230 frække og pågående berberaber, landet er fem kilometer langt, har en gennemsnitsbredde på 1,25 kilometer, en omkreds på 16 kilometer, og så er der bare 13 kilometer til Nordafrikas kyst.

En af Gibraltars berømte aber nyder en appelsin. I baggrunden ses Gibraltarbugten og det spanske fastland.

Med så lille en størrelse er det fristende at sende en drone op for at tage gode overbliksbilleder, men dette er forbudt, medmindre man har en særlig tilladelse fra den lokale luftfartsmyndighed.

Fodboldhold har ladet sig inspirere af engelske topklubber

Fish & Chips er naturligvis på menukortene, men nationalretten er den franske fristelse profiteroles. Det officielle sprog er ikke overraskende engelsk.

Enkelte gibraltariske fodboldklubber har også ladet sig inspirere af engelske topklubber, når det kommer til navngivning. Manchester 62 og FC Bruno’s Magpies hedder to af de 13 hold i ligaen.

Magpies er Premier League-klubben Newcastles tilnavn.

Kampbanen i Gibraltar. Der skal spilles på kunstgræs torsdag aften.
Jon Dahl Tomasson bliver interviewet før Danmarks træning på Victoria Stadium i Gibraltar 4. september 2019.
Landingsbanen i Gibraltar ligger tæt ved Victoria Stadium, hvor Danmark spiller torsdag aften.

Stor glæde over sejr på eget kunstgræs

Fra 2019/2020-sæsonen findes der kun én fodboldrække på seniorniveau i Gibraltar. Fodboldligaen er semiprofessionel, hvilket betyder, at eksempelvis landsholds- og Lincoln Red Imps FC-målmand Kyle Goldwin arbejder fuld tid i Gibraltars elforsyningsselskab ved siden af fodboldkarrieren.

EM-kvalifikationsgruppe D

  • 1. Irland - 4 kampe, 10 point
  • 2. Danmark - 3 kampe, 5 point
  • 3. Schweiz - 2 kampe, 4 point
  • 4. Georgien - 4 kampe, 3 point
  • 5. Gibraltar - 3 kampe, 0 point

Hans nabo, landsholdsanfører Roy Chipolina, arbejder hos toldmyndighederne.

Størstedelen af de gibraltariske landsholdsspillere optræder for klubber i hjemlandet. Når de spiller pokalfodbold, er det i turneringen ved navn Rock Cup.

Da landsholdet var samlet til Nations League-kampen mod Armenien 16. november sidste år, havde 9 ud af 21 spillere en familiær relation til hinanden - enten som søskende, fætre eller gennem ægteskaber.

Gibraltar tabte kampen til Armenien 6-2, men præcis én måned forinden havde halvøens fodboldhelte vundet deres første betydende landskamp på hjemmebane. 2000 tilskuere så Liechtenstein blive besejret 2-1 i Nations League.

750 medrejsende danske fans

Der er plads til 2300 tilskuere på Victoria Stadium, hvor underlaget er kunstgræs. Torsdag aften vil der være 750 danske fans på plads, og de vil komme til at fylde 75 procent af den ene langside.

- Wow. Det er outstanding. Det gør mig meget positivt overrasket. Det er helt fantastisk, sagde Pierre Emile Højbjerg til TV 2 SPORT, der overbragte ham antallet af medrejsende danske fans.

- Det skal nok blive et boost, var ordene fra Thomas Delaney.

Hovedtribunen på Victoria Stadium, hvor der er plads til 2300 tilskuere.
På den modsatte side af udskiftningsboksene vil de danske fans være placeret.

Fly letter midt i første halvleg

Dermed vil der være god chance for at høre dem hjemme i tv-stuerne - bare ikke klokken 20.40 og igen klokken 21.05. Her letter to fly efter planen fra den nærliggende lufthavn.

Schmeichel blev overdøvet af fly, da han snakkede om bizar bane. Video: Malthe Henriksen

Gibraltar er nummer 198 ud af 211 på det internationale fodboldforbunds (FIFA) verdensrangliste. Danmark er nummer 13.

Det gibraltariske fodboldforbund blev optaget i det europæiske fodboldforbund (UEFA) i 2013 og i FIFA i 2016.

Det første møde mellem Gibraltar og Danmark nogensinde fløjtes i gang klokken 20.45. Du kan følge kampen i livebloggen på sport.tv2.dk.

Kilder: Visit Gibraltar, Gibraltars regeringsservice, Gibraltars ornitologiske og naturhistoriske samfund og The Telegraph.