Rapport viser øget økonomisk ulighed i europæiske ligaer

16x9
Premier League er blandt de ligaer, hvor pengene vælter ind. Foto: David Klein / Ritzau Scanpix

De fem største ligaer i Europa står for 74 procent af den samlede økonomi på tværs af alle europæiske ligaer.

Der er en stadigt øget ulighed i europæisk fodbold.

Det viser en undersøgelse foretaget af revisionsvirksomheden Deloitte for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der er blevet udarbejdet for at hjælpe med at udforme fremtidens Champions League.

Undersøgelsen viser, at det finansielle hul mellem top-5-ligaerne i Europa - England, Spanien, Tyskland, Frankrig og Italien - og de øvrige 50 ligaer er øget.

Blandt konklusionerne i rapporten står der, at de fem største ligaer står for 74 procent af de 19,7 milliarder euro (147 milliarder kroner), der findes på tværs af alle landene.

Det tal var 68 procent for ti år siden.

Debat om Champions League-format

Rapporten, som er stemplet som "privat og fortrolig", men som nyhedsbureauet AP har fået fingre i, ventes at puste endnu mere til ilden i en i forvejen ophedet debat om fremtidens Champions League og Europa League.

Uefa måtte i sidste måned aflyse et møde, der skulle have fundet sted i næste uge omkring en ny struktur i Europas største klubturnering fra 2024.

Oprindeligt havde Uefa indkaldt klubberne i sammenslutningen European Club Association (ECA) samt de europæiske ligaforeninger til et møde 11. september i Uefa-hovedkvarteret i Nyon.

Uefa havde foreslået at gøre Champions League til en mere lukket turnering, hvor hele 24 af de 32 deltagende hold automatisk vil deltage i den efterfølgende sæson.

Der var lagt op til, at mestrene fra Europas 55 nationale ligaer blot skulle kæmpe om fire pladser, hvilket vil gøre det endnu sværere for eksempelvis et dansk mesterhold at kæmpe sig ind i Champions League.

Det forslag har mødt stor kritik fra en lang række mindre nationer - blandt andet Danmark.

Uefa-præsident Aleksander Ceferin mente derfor ikke, at tiden var inde til en meningsfuld drøftelse.

Der er endnu ikke sat dato på et nyt møde.