Fodbold

Eriksen er nomineret til fornem pris: - Det er rigtig stort

Christian Eriksen er den første mandlige danske fodboldspiller nogensinde på FIFPROs bruttoliste over verdens bedste.

Medlemmer af den Den Internationale Spillerforening (FIFPRO) har valgt 55 spillere, der skal kæmpe om at komme på Verdensholdet. En liste, der blandt andet tæller navne som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Mohamed Salah.

Bruttolisten bliver 23. september skåret ned til 11 spillere. De seneste år har der været tre midtbanespillere på det endelige hold.

Eriksen er blandt de 15 midtbanespillere, der er nomineret til den fine hæder.

- Det er stort. Jeg er utrolig glad for, at man er blevet nævnt i den sammenhæng med så store spillere. Det er rigtig stort, siger Christian Eriksen til TV 2 SPORT efter torsdagens landskamp mod Gibraltar.

På midtbanen skal Eriksen kæmpe med Sergio Busquets, Casemiro, Kevin De Bruyne, Frenkie de Jong, Eden Hazard, N'Golo Kante, Toni Kroos, Arthur Melo, Luka Modric, Paul Pogba, Ivan Rakitic, Bernardo Silva, Dusan Tadic og Arturo Vidal om de endelige pladser.

Holdkammeraterne i den engelske klub Harry Kane og Heung-Min Son er også nomineret.

Eriksen nævner, at et af sidste sæsons højdepunkter var Tottenhams plads i Champions League-finalen, hvilket også er med til at retfærdiggøre Eriksens plads på bruttolisten.

- Personligt har det været en god sæson, og det har været fint at få noget anerkendelse på den måde. Så må vi se, hvor langt det rækker. Men det er flot, og jeg er stolt af at kunne blive nomineret i sådan et selskab.

Sidste års verdenshold havde Luka Modric, N’Golo Kante og Eden Hazard på midtbanen.

Pernille Harder er på kvindernes liste

Hos kvinderne er der også dansk islæt. Her er Pernille Harder kommet på listen af de 55 bedste kvindelige fodboldspillere i verden, der ligeledes skæres ned til 11.

- Jeg er meget stolt af at være på listen blandt så mange gode spillere, skrev Pernille Harder onsdag på Twitter, da listen for kvinderne blev offentliggjort.

På kvindernes verdenshold i 2018 var Harder blandt de sidste 11. Ligesom hos mændene er det 23. september, at Harder finder ud af, om hun kan gentage den succes.

Det er den 15. udgave af Verdensholdet. Prisen blev oprettet af FIFPRO i 2005, og siden 2009 har FIFA været med i samarbejdet.