Eriksen prikker til Skov: Det vidste jeg ikke, at han kunne

Robert Skov scorer normalt på baggrund af et yderst kompetent venstreben. Skovs første landskampsmål blev dog overraskende leveret med hovedet.

Robert Skov bragede frem i Superligaen sidste sæson med et dødbringende venstreben og en masse flotte langskudsmål, men torsdagens første landskampsmål blev derimod sat ind med hovedet.

Det kom også som en overraskelse for den danske Tottenham-spiller Christian Eriksen, der var assistmageren til Skovs hovedstødsmål.

- Det var fint at få en assist til Robert, og det var sjovt, at han også kunne heade. Det vidste jeg heller ikke, siger Christian Eriksen med et stort smil på læben, da han efter torsdagens kamp taler med TV 2 SPORT.

Skov var selv glad for hovedstødsscoringen, som faktisk er et fokuspunkt på træningsbanen for den 23-årige kantspiller.

- Det er dejligt at kunne score på en anden måde. Nu er det anden gang, jeg scorer med hovedet, så forhåbentlig kan jeg blive lidt bedre til at lave mål med hovedet. Det er da i hvert fald en af de ting, jeg gerne vil blive bedre til. Så det var dejligt at se, at det lykkedes i dag, siger Robert Skov til TV 2 SPORT.

Målet var samtidigt Skovs første landskampsmål.

- Det betyder selvfølgelig meget, så det var en rigtig stor dag.

Det var en pligtsejr, Danmark leverede, da de torsdag aften vandt 6-0 over Gibraltar.

Udover Robert Skov var der to dobbelte målscorere i form af Christian Eriksen og Christian Gytkjær, mens Thomas Delaney også fik nettet til at blafre.

Danmarks næste kvalifikationskamp er søndag aften klokken 18 mod Georgien.