Fodbold

Tofts karakterbog: Eriksen var i særligt hopla og matchens nydelse

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver karakterer til de danske spillere og Jon Dahl Tomasson efter 6-0-sejren over Gibraltar.

Pligtsejr - og seks måls forskel. Tilfredshed uden at virke overbegejstret. Dertil var modstanden på serieplan. Det er selvfølgelig svært at surmule, når tavlen viser 6-0, ren og skær ydmygelse af et af Europas svageste landshold.

Og når vi nu klapper os på lårene, bliver det ikke så voldsomt, at vi får blå mærker. For nok var det en promenadetur med opmuntringer, men vi må ikke falde i svime.

Christian Eriksen var i særligt hopla og matchens nydelse. Han hyggede sig på det kunstige tæppe, som smøg sig om hans fødder. Robert Skov viste absolut internationalt potentiale så kort efter sin debut. Landsholdsvoksen før tid.

Der var skønhedspletter, men svært at udradere dem med den storsejr, der fandt sin plads for alvor på ti minutter i anden halvleg. Første gang i knap 57 år, at landsholdet scorer seks mål på udebane.

Tofts karakterskala 2018

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

KASPER SCHMEICHEL: 3

To forsøg sad i skruetvingen uden problemer. Det var Schmeichels aften. Hverken mere eller mindre.

DANIEL WASS: 3

Indledte godt i luften og langs jorden. Så kom et par tyndbenede tværafleveringer, men ivrig med i offensiven - og det lignede lidt en frugtbar højreside med Wass og Skov. Til at begynde med. Lidt mere tilbageholden hen ad vejen.

SIMON KJÆR: 2

Indledte med et par gode diagonalafleveringer og fornuftige indgreb. Så viste rusten sig, og tacklingerne kom lidt senere, end de normalt gør. Det kostede en advarsel (lidt tynd) i en situation, hvor anføreren normalt ikke ville komme i risikozonen.

ANDREAS CHRISTENSEN: 3

Rolig på bolden, men aldrig presset for alvor. Så byrden var til at overse.

JENS STRYGER LARSEN: 3

Han må godt sætte sig selv lidt mere på spil, for der er optræk til noget fornuftigt i fremstødene. Det blev aldrig 100 procent og det savnede jeg. Landskamp nummer 25 - og Stryger har aldrig tabt.

PIERRE EMILE HØJBJERG: 3

Han kom med det sædvanlige overskud og fordelte fornuftigt. Ivrigheden var smittende, og det så fornuftigt ud over for en svag Gibraltar-midtbane.

THOMAS DELANEY: 4

Op og ned med Delaney, men som altid smøger han ærmerne op, når det ikke lige kører, og så er han hurtigt tilbage som værdifuld fra felt til felt. Lavede et flot mål på en flot detalje, hvor hjørnespark fra Skov (fladt) fik 'Zanka' til at springe over og Delaneys venstreben slangehuggede den ind til 4-0. Og så tog han ordet i bogstaveligste forstand efter kampen og takkede de danske roligans. Forinden havde han foræret sin trøje til en lokal bolddreng. Klasse.

CHRISTIAN ERIKSEN: 5 (KAMPENS SPILLER)

Delte sukkerballer ud, smøg sig hen over kunstgræsset og lavede en assist og to mål, begge på straffespark. På vej til at hente Nicklas Bendtner på alle tiders topscorerliste (mangler ét mål) og var klart banens bedste. Eriksen hyggede sig.

ROBERT SKOV: 4

Han er kommet for at blive. Ikke kun på grund af venstrebenet, men fordi han trods helt ny bliver taget meget med i spillet af de andre - fordi de føler sig trygge ved Skov. Han kan deltage i småspil og sætte fart på. Flot første halvleg specielt. Og mål - på hovedstød.

CHRISTIAN GYTKJÆR: 3

Overraskende for mig, at han var med fra start - og hele kampen. Lykkedes ikke med ret meget, tog forkerte beslutninger, timingen sad der ikke - og kritik trods to scoringer. De to mål giver et 3-tal. Hvorfor så vi ikke Dolberg? Forklaring udbedes.

YUSSUF YURARY POULSEN: 2

Arbejdede som sædvanligt hårdt. Kom i clinch med modstandere og publikum på sin ivrighed. Og fordi han fik tildelt et straffespark, der absolut ikke var der. Det skal han ikke klandres for, det skal den ualmindeligt dårlige dommer. Yussuf fik et par gode scoringsmuligheder serveret perfekt af Christian Eriksen i første halvleg, men...

MATHIAS 'ZANKA' JØRGENSEN: 4

Kom ind for Simon Kjær efter en time, og 4-tallet først og fremmest for detaljen, da han sprang over Skovs hjørnespark og lod Delaney hamre det fjerde mål ind.

MARTIN BRAITHWAITE: 3

Nåede ikke at komme med for alvor, selvom han fik en lille halv time.

Thomas Delaney takkede de mange medrejsende danske fans efter sejren over Gibraltar.

LASSE SCHÖNE: UB

Leverede en assist til Danmarks sjette mål, men fik for lidt spilletid til en karakter.

JON DAHL TOMASSON: 4

Et 4-tal i debuten som landstræner i Hareides fravær - for 6-0-sejren. Men jeg undrer mig stadig over hans valg af Gytkjær på trods af de to mål. Og hvorfor Dolberg ikke fik muligheden - i det mindste undervejs. Men en storsejr står på CV'et, og det lægger op til et buk.

DANSKE ROLIGANS 6

Formidabel opbakning fra de over 700 danske fans, der feststemte dannede tribune, der hvor der ingen var. De var med hele vejen og holdt struberne i sving som på en særlig charterrejse. Fik en fortjent tak fra spillerne efter kampen.