- Tydeligt at se, de lever af at spille fodbold, siger Gibraltar-stjerne

Selvom Gibraltar fik en afklapsning af Danmark, mener Liam Walker, at det var en god fodboldaften på halvøen.

Niveauforskellen var til at få øje på fra tilskuerpladserne, da Gibraltar og Danmark tørnede sammen på Victoria Stadium i EM-kvalifikationen torsdag aften.

Forskellen på det at være semiprofessionel og fuldtidsprofessionel var også mærkbart inde på det kunstige græstæppe, lyder det fra den gibraltariske midtbanespiller Liam Walker.

- Der er kun få spillere på vores hold, der er fuldtidsprofessionelle. Og det var tydeligt at se på banen, at de (danskerne, red.) lever af at spille fodbold, siger han til TV 2 SPORT.

Kun få fuldtidsproffer

Walker er en af de få fuldtidsprofessionelle spillere i Gibraltar. Han har spillet 40 landskampe - flest af alle.

Langt størstedelen af halvøens landsholdsspillere er semiprofessionelle i den hjemlige liga og har dermed fuldtidsjobs ved siden af fodboldkarrieren.

- Men vi er blevet bedre de senere år, det vidner vores resultater også om. Resultatet mod Danmark var ikke godt, men alligevel er der flere positive ting at tage med, end vi er vant til.

Afgjort på 50 minutter

Der gik kun seks minutter, inden Danmark havde scoret første gang. Efter 50 minutter var danskerne foran 3-0 efter to straffesparksscoringer af Christian Eriksen.

Yderligere tre danske mål mellem det 69. og 78. minut gjorde, at Danmark endte med at vinde 6-0.

- De var ret effektive, og straffesparkene hjalp ikke os. De var hårdt dømte, synes jeg. Jeg er ikke sikker på det første, men det andet var helt sikkert ikke et straffespark, siger Liam Walker.

- De udnyttede deres chancer, og det er et af topholdene. Vi må tage både det positive og det negative med og arbejde videre med begge dele og så forsøge at få et bedre resultat i Schweiz.

En god fodboldaften

Få dage før EM-kvalifikationskampen havde det gibraltariske fodboldforbund meldt udsolgt. 750 danskere havde taget turen til den sydlige spids af Den Iberiske Halvø.

De medrejsende danske fans.
De medrejsende danske fans. Foto: Jon Nazca / Ritzau Scanpix

- Siden vi er begyndt at spille her, har der altid været god opbakning. Danmark havde også en del fans med, så det var en god fodboldaften, og forhåbentlig er der mange flere i vente.

- Det er godt for landsholdet og Gibraltar at have disse hold og spillere på besøg og for fansene og alle andre at se.

Først til Nations League sidste år gav det europæiske fodboldforbund, UEFA, Gibraltar grønt lys til at spille på Victoria Stadium i hjemlandet.

Fra optagelsen i UEFA i 2013 og til og med 2017 var det gibraltariske landsholds hjemmebane i Faro i Portugal.

Gibraltar sidst i Danmarks gruppe

Gibraltar møder Schweiz søndag, og samme dag spiller det danske landshold i Georgien.

EM-kvalifikationsgruppe D føres af Irland med 11 point foran Danmark med 8 point. Schweizerne har 5 point, men spillet én kamp færre end danskerne og to kampe færre end irerne.

Georgien har 3 point for fire kampe, og Gibraltar er sidst med 0 point for fire kampe.