Det kan blive som nat og dag, siger Simon Kjær om Georgien

16x9
Anfører Simon Kjær var yderst tilfreds med indsatsen mod Gibraltar og kræver den samme mentalitet i søndagens kamp ude mod Georgien. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Simon Kjær har stor respekt for Georgien - især på udebane. Så anføreren efterlyser den rette indstilling.

Normalt var en kamp som den i torsdags mod Gibraltar måske endt med en dansk sejr på et mål eller to.

Men Danmark vandt med hele 6-0 i EM-kvalifikationskampen, og det var ifølge statistikken første gang i 57 år, at Danmark scorede mindst seks mål på udebane.

Seneste tilfælde var i 1962, hvor Danmark vandt 6-1 i Helsinki over Finland.

Georgien må ikke undervurderes

Anfører Simon Kjær var yderst tilfreds med indsatsen mod Gibraltar og kræver den samme mentalitet i søndagens kamp ude mod Georgien.

I juni vandt Danmark 5-1 hjemme over georgierne, og det så nemt ud, og derfor lyser Atalanta-spillerens advarselslamper.

- Det er vigtigt ikke at undervurdere Georgien, i forhold til det vi så i den første kamp i Parken.

- Det kan være nat og dag mod georgierne. Vi ved også, at stadion bliver fyldt. Så de kommer med et helt andet tryk og en hel anden energi, siger Kjær.

Går efter førstepladsen med bedre målscore

Når der fløjtes op til kampen i Tblisi søndag klokken 18, skal alle danske spillere være koncentrerede, fastslår Kjær.

- Vi skal ikke gå ind til kampen med den forkerte indstilling og tro, at det bliver en walkover. Fordi så kommer vi i problemer.

- Det viste vi, at vi kunne mod Gibraltar, og vi skal finde de samme ingredienser frem til denne kamp, siger Kjær.

Thomas Delaney, der scorede et enkelt mål i Gibraltar-kampen, har en simpel plan før kampen mod Georgien.

- Vi vil gerne vinde den kamp. Det er der ingen tvivl om. Så kan vi ligge etter i puljen med en bedre målscore, og det er det, vi går efter, siger Delaney.

Delaney: - Vi er, hvor vi gerne vil være

Danmarks start på EM-gruppen har været bumlet, da holdet først spillede 3-3 ude mod Schweiz efter at have været bagud 0-3 og derefter smed en 1-0-føring og spillede 1-1 hjemme mod Irland.

Men efter to sejre i træk - hjemme over Georgien og i Gibraltar - er der nu mulighed for at tage lidt pres fra skuldrene.

- Jeg er fint tilfreds med, hvor vi er lige nu. Vi kom okay fra land med et måske lidt heldigt resultat, og vi havde spillet en kamp mindre, som gjorde, at der var et unødigt pres på os.

- Nu er vi, hvor vi gerne vil være. Vi har en god målscore, og med en sejr over Georgien er vi i en god position i en tæt gruppe, siger Delaney.