Fodbold

Tofts karakterbog: Eriksen trådte i den grad ved siden af

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver karakterer til de danske spillere og Jon Dahl Tomasson efter 0-0-resultat mod Georgien.

Det var ikke godt nok. Ganske enkelt. Og ikke kun fordi nationalstjernen Christian Eriksen spillede sin dårligste landskamp siden trænerskiftet. Det var holdet, der faldt sammen. Et dansk hold med bolden mest i procenter, men for mange slappe afleveringer, for mange slappe beslutninger og for meget omstændigt spil.

Danmark har ikke tabt i 29 kampe på stribe. Men vi har ikke et vinderhold. Fem af de seneste syv landskampe er endt uafgjort. Otte af de seneste 13 er endt uafgjort. En nullert i Tblisi. På mange måder.

Mest bemærkelsesværdigt, at Christian Eriksen i den grad trådte ved siden af. Kun meget få af hans afleveringer lykkedes, hans dødbolde var uskarpe, og han virkede slet ikke oplagt. Det kan ske for enhver, det sker bare næsten aldrig for Eriksen.

Karakterbogen herunder fortæller spillernes præstationer. Det kunne være fristende at give dem en kontaktbog med hjem - “I må gerne oppe jer mod Schweiz”. Til alt held er der udsolgt 12. oktober i Parken. Kampen i Tblisi solgte ikke billetter.

KASPER SCHMEICHEL: 4

Tog sig af de få afslutninger og havde et vågent indgreb ude i marken i første halvleg. Han virkede som den mest fokuserede af alle helt i rødt.

Tofts karakterskala 2018

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

HENRIK DALSGAARD: 3

Hans offensiv bar præg af for mange slappe pasninger. Havde fået plads på Daniel Wass’ bekostning. Formentlig fordi hans defensiv normalt er mere skudsikker. Det var den også her.

SIMON KJÆR: 3

Hold da op, hvor han trænger til at komme i kamp. Men gjorde det fornuftige på bolden - spillede oftest nærmeste mand. Ingen grund til risiko-spil. Fik en albue i ansigtet i begyndelsen - det her blev en middelkamp.

ANDREAS CHRISTENSEN: 4

Placeringsstærk, fordi han er så forudseende. Greb ind på nærmest overlegen stil og var en af de bedste danskere. Frank Lampard satser på ham i Chelsea - forståeligt.

JENS STRYGER LARSEN: 2

Jon og Hareide må finde en konkurrent til Stryger. Han er ivrig nok, vil så gerne og kan også - bare ikke rigtig som venstreback. Der kommer for lidt af naturlige grunde.

PIERRE-EMILE HØJBJERG: 3

Han tilbød sig som så ofte. Og har en lyst til at være med - overalt. Men det gav også lidt midtbane-luft. Hans pasninger i første halvleg var ikke prangende, men det defensive kompenserede for meget. Hvis bare ivrigheden får et lille nøk nedad.

THOMAS DELANEY: 3

Han gør aldrig noget halvhjertet. Og det løfter ham altid op til mindst en mellemkarakter. Energibundtet med flækket øjenbryn går forrest. Desværre ikke så konstruktivt i offensiven.

CHRISTIAN ERIKSEN: 1

Det er sjældent det her. Og lidt svært at give karakteren 1. Fordi det ikke er sket før, og fordi det er ganske uvant. Men Eriksen var (næsten) helt væk. Ingen genialiteter. Det kan vi vel heller ikke forlange hver gang. Men selv de mest “simple” pasninger, der normalt tilhører hans evner som noget ganske naturligt, mislykkedes. Og minsandten også dødboldene. Der er ikke rigtig nogen forklaring på det.

YUSSUF POULSEN: 2

Han lykkedes med så meget i Leipzig - og ind imellem også på landsholdet. Men hans bevægelser blev her i Tblisi for flagrende og kunne ikke måle sig med hans energi. Højrekanten fik for lidt ud af Yussuf Poulsen.

KASPER DOLBERG: 1

Et hårdt 1-tal, fordi vi reelt kun så Dolberg et par gange. Da han gik ned i banen og blev brugt som spilbande og da han fik muligheden på Braithwaites fine pasning. Ok, svært ved forreste stolpe, men bedre kommunikation og masser af kamptræning (selvtillid) er vejen frem.

MARTIN BRAITHWAITE: 4

Bedste dansker sammen med AC. Han var eneste reelle udfordrer, der lykkedes. I første halvleg med en fin tur og afslutning tæt på nærmeste stolpe og i anden halvleg, da han eksploderede og serverede for Dolberg. Normalt er kollektivet danskernes styrke - her trådte Braithwaite som eneste ud af kollektivet til plussiden.

CHRISTIAN GYTKJÆR: 3

Fik spilletid for Dolberg (måske lidt sent) og nåede at hamre bolden på overliggeren med ti minutter igen. Han kan i feltet. 3-tallet for den afslutning.

LASSE SCHÖNE: UB

Schöne får ingen karakter, da han fik for lidt spilletid.

JON DAHL TOMASSON: 2

Han er ubesejret som landstræner efter to kampe. Men selvom han ikke direkte kan klantres for den danske nedtur, må vi formode at taktikken og oplægget kom fra ham. Og han var manden der kunne ændre noget undervejs.