Fodbold

Efter nedtur i Georgien: Her er Danmarks vej til EM

Danmarks vej til EM har lidt et mindre knæk efter søndagens målløse kamp i Georgien. Alt er dog stadig muligt.

Med en sejr i Georgien ville Danmark have overtaget førstepladsen i Gruppe D.

Men sådan gik det ikke. Danmark måtte derimod nøjes med ét point, og da Schweiz samtidig besejrede Gibraltar 4-0, kom schweizerne tættere på Danmark, end danskerne kom på gruppens førsteplads.

Nummer ét og to i gruppen kvalificerer sig til EM.

Stillingen i Danmarks gruppe

Gruppens resultater søndag aften:

  • Georgien - Danmark 0-0
  • Schweiz - Gibraltar 4-0

Sådan kvalificerer Danmark sig til EM

Danmark mangler lige nu tre kampe i EM-kvalifikationen. Danskernes næste modstander er Schweiz hjemme i Parken 12. oktober. Dernæst venter Gibraltar ligeledes på eget græs, mens den sidste kamp er i Dublin mod Irland.

Hvis Danmark slår Schweiz

Med en sejr over schweizerne kan danskerne selv afgøre deres skæbne. En sejr vil bringe Danmark fire point foran Schweiz, der dog har en kamp i hånden mod Georgien på hjemmebane.

Vinder Schweiz den, vil afstanden kun være ét point, og Danmarks efterfølgende hjemmekamp mod Gibraltar kalder derfor på en pligtsejr.

Så kan det hele meget vel blive afgjort i sidste spillerunde, hvor Danmark møder Irland. Irerne har forinden hjemmekampen mod Danmark mødt Georgien og Schweiz på udebane. Har Irland tabt begge kampe, og Danmark besejret både Schweiz og Gibraltar, vil Danmark være EM-klar uanset udfaldet af kampen i Dublin.

Hvis Danmark spiller uafgjort mod Schweiz

Ender det med pointdeling i Parken i oktober, vil Danmark stadig have ét point mere end Schweiz, men schweizerne vil fortsat have en kamp i hånden.

Uafgjort mod Schweiz kan dog være nok for danskerne til en EM-billet, hvis de slår Gibraltar hjemme og Irland i Dublin. Det skyldes, at Schweiz og Irland mødes 15. oktober, og dermed vil minimum et af holdene sætte point til.

Hvis Danmark taber til Schweiz

Et nederlag til Schweiz vil sende danskerne to point efter schweizerne, der samtidig vil have spillet én kamp færre. Dermed ligner det, at Danmark skal kæmpe mod Irland om gruppens sidste EM-billet. Irerne må set med danske briller maksimalt få fire point inden kampen mod Danmark.

Hvis Danmark slår Gibraltar, vil den danske pointtotal være på 12 point. Og hvis Irland maksimalt har fået fire point i kampene mod Georgien og Schweiz, vil den irske pointtotal maksimalt være på 15 point.

En dansk sejr i Dublin vil betyde, at Danmark overhaler Irland, da danskerne i så fald er bedst indbyrdes. Den første kamp mellem de to nationer endte 1-1.

Hvis EM-kvalifikationen skulle glippe

Skulle det gå så galt, at Irland slår Schweiz og Georgien, og Schweiz slår Danmark, Georgien og Gibraltar, slutter Danmark ikke blandt de to bedste nationer i Gruppe D, selv om de skulle slå Irland i den sidste kamp.

Men danskerne har så en ny chance for at kvalificere sig til EM via Nations League.

Nations League-rangering

Tallet i parentes angiver nationens rangering ud af 55 hold.

  • 1 (13) Bosnien-Hercegovina
  • 2 (14) Ukraine
  • 3 (15) Danmark
  • 4 (16) Sverige
  • 5 (17) Rusland
  • 6 (18) Østrig
  • 7 (19) Wales
  • 8 (20)Tjekkiet
  • 9 (21) Slovakiet
  • 10 (22) Tyrkiet
  • 11 (23) Irland
  • 12 (24) Nordirland

I skrivende stund vil følgende nationer fra Liga B, som Danmark var en del af, blive inddraget i playoffkampene i marts 2020: Bosnien-Herzegovina, Wales, Tjekkiet og Slovakiet.

Den højest rangerende nation, som ikke kvalificerer sig gennem EM-kvalifikationen, vil møde den fjerdehøjest rangerende nation, som ikke kvalificerer sig gennem EM-kvalifikationen.

Den næsthøjest rangerende nation og tredjehøjest rangerende nation møder hinanden.

I semifinalen spilles der kun én knockoutkamp, hvor den højest rangerende nation vil have hjemmebane. I november vil værten for finalen blive fundet ved en lodtrækning mellem de to semifinaler.